”Min søster har et glasøje.
Hun får det hele tiden skiftet ud,
For farven i glasøjet passer ikke til det andet.”
Billedromanen blev oprindelig ”opfundet” af Kari Sønsthagen og Dansklærerforeningens Forlag for mange år siden. Korte fortællinger, kapitelinddelt og illustreret. Serien er tilbage efter nogle års pause i særdeles fin form, senest med Mette Hegnhøj og Josefine Bloms fine Mig Mona altid i træsko (røde) og nu kommer Merete Pryds Helle og Helle Vibeke Jensens Min øjesten.
Min øjesten handler om to søstre, hvor den ene vælter med cyklen, og den anden får styret i øjet og må gå med glasøje. Historien fortælles af pigen, der væltede og som kæmper med spørgsmålet om skyld og om at komme overens med og forsone sig med skæbnen.
Merete Pryds Helle skriver i et levende og poetisk sprog om en familietragedie, hvor moren er forsvundet, hvor faren er fraværende og hvor pigen med cyklen slås for at komme ovenpå. Det foregår i skift mellem en realverden og en drømmeverden, hvor både pindsvin og blomster inddrages som vidner til pigens fortvivlelse. Aldeles smukt flimrer, glimter og afspejles livet i søsterens glasøje.
Fortællingen undersøger i både tekst og billede begrebet øjesten – Er du min øjesten? Eller er du ikke? Kender læseren begrebet? Er det det levende øje, der er mest liv i, eller er det det glasøje, der hele tiden må skiftes for at matche, for eksempel til boxerhundebrunt? De spørgsmål må læseren selv forsøge at besvare efter endt læsning; men de to piger og deres samvær emmer af velvilje og søsterkærlighed. På overfladen er Min øjesten letlæst; men skal historien forstås, skal den læses med fordobling. Der sker rigtig meget mellem linjerne, hvilket gør den korte fortælling mere end anvendelig til samtale om både handlingen og sproget.
Helle Vibeke Jensen har illustreret Min øjesten med ustyrligt smukke billeder fyldt med blomster, månen, nat og et sort/hvidt opslag med pigen og hendes cykel midt i øjestenen. En billedside, der kræver et særligt øje under læsningen.
Min øjesten er en dybt original fortælling i tekst og billede om en familie i dyb krise. Moren, der er flyttet ind til pigernes storesøster Jasmin på hendes kollegie, kigger dog lige forbi for at vande tulipanerne; men ellers er det op til fortælleren at prøve at komme overens med skæbnen. Tænk sig – at man vælter med sin cykel, og så får søster styret i øjet.
Dansklærerforeningens billedromaner har altid haft et højt kunstnerisk niveau. Et niveau som Merete Pryds Helle og Helle Vibeke Jensen mere end lever op til. Man må håbe, at Min øjesten vil finde vej ud til rigtig mange læsere. Både i dansktimerne på skolens mellemtrin, men også uden for grundskolens mure. Denne lille og underfundige billedfortælling fortjener at blive inddraget i gode samtaler om tekst og billede og samspillet mellem dem, i samtaler i grundskolens litteraturundervisning mere skolsk -multimodale, eller i en dialog om temaerne skyld og ansvar, det sære og svære i tilværelsen og endelig snak om, hvad en familie er for noget i disse år.
