Lige efter Iris var død, så jeg hende alle vegne. Hun føltes så tæt på, at jeg sommetider tænkte, at vores skygger var blevet blandet sammen. Sommetider når jeg har solen i ryggen, mens jeg filmer, og jeg kan se min egen skygge, forestiller jeg mig stadigvæk, at det er hendes, men det er ikke det samme, og jeg kunne skrige, når mor begynder at ævle om storebrødre og tilstedeværelse, for jeg ved, at det ikke er det, hun i virkeligheden snakker om. Det, hun i virkeligheden snakker om, er Iris og hendes sørgelige fravær.
Der er gået tre år, siden Iris døde, og familien Gadsby er ved at falde fuldstændig fra hinanden. Mor og far har begravet sig selv i arbejde, og rejser konstant land og rige rundt, og familiens børn: Flora, Blue, Jasmine og Twig er overladt i den specialestuderende hushjælp Zorans varetægt.
Det må siges at være en uriaspost for Zoran at holde styr på børneflokken, og især den ældste, teenagedatter Flora, udfordrer konstant Zorans tålmodighed.
Blue er Iris’ tvillingesøster, og det er hende der er bogens jeg-fortæller. Blue har ændret karakter efter Iris’ død. Før var hun en sprudlende glad pige, tæt knyttet til Iris og med gode venner og veninder. Nu er hun trist og betegner sig selv som en skygge på skolen. Ingen taler til hende. Ingen ser hende. Hun holder sig for sig selv i spisepausen, og allerhelst sniger hun sig ud fra skolens område for at være alene.
Blue har besluttet sig for, at hun vil dokumentere sit og de resterende søskendes liv gennem linsen på et kamera. Det har nogle markante fordele: hun beslutter 100 % hvad og hvor meget der skal dokumenteres, og hun kan distancere sig fra virkeligheden. Hendes plan om at skabe fuldstændig anonymitet omkring sin person bliver dog sat på en prøve, da naboen får et længerevarende besøg af barnebarnet Joss. Han er nysgerrig efter at finde ud af, hvad Blue er for en størrelse, og han lader sig ikke feje af, når Blue forsøger at undgå ham. Langsomt åbner hun op overfor ham og beretter om sin altoverskyggende sorg.
Hvad der præcist er sket med Iris, får vi som læsere først at vide i den sidste fjerdedel af bogen.
Bogens styrke ligger i, at den formår at behandle ret så alvorlige temaer som ’sorg’ og ’tab af familie’ på en både humoristisk og særdeles vedkommende måde. Man er som læser ikke i tvivl om, hvor ondt familien har i livet over det store tab af Iris. Samtidig kan man næsten ikke undgå at trække på smilebåndet, når man læser om hvordan Zoran forsøger at klare det umulige – at holde sammen på alle ungerne, når forældrene har valgt at trække sig ud af familien.
