“Forstår du det ikke, mor?” græd jeg. “Jeg vil ikke have nogen fest!”
Jeg glemmer aldrig hendes ansigt, da jeg sagde det. Hendes udtryk. Ligesom forundret og såret på samme tid.
“Jamen hvorfor? Jeg tænker, at det jo er en fantastisk god måde at… ligesom knytte kontakt på? Og når man laver noget sammen… så… så kan det jo være lettere. I stedet for bare at sidde og snakke.”
“Jamen, der er jo ikke nogen, der gider komme! Så fat det dog!” råbte jeg.
Mor fattede det ikke. Jeg så, at hendes øjne også fyldtes med tårer.

Barndom er ikke nødvendigvis synonym med tryghed, gode kammerater og forstående forældre. Tværtimod kan barndommen vise sig at være et mareridt, hvor forældrene har nok at se til i deres eget, og man konstant må snige sig langs væggene i skolen for at komme igennem dagen så ubemærket som muligt.

Sådan en barndom har Max. Han er 12 år gammel og bor i Stockholm med sin mor, papfar og to yngre søskende. Han går til kunstskøjteløb og elsker det, indtil den dag hvor klassens bølle, sådan en rigtig led, ishockeyspillende idiot, opdager det og bruger den nyerhvervede viden til at køre den groveste hetz mod Max, der øjeblikkeligt reagerer ved at droppe skøjteløbet og synke ned i en afgrundsdyb depression.

Og som om det ikke var nok, skeler Max så meget på det ene øje, at han allerede én gang er blevet opereret i håbet om at få begge øjne til altid at kigge lige frem. Operationen har tydeligvis, ifølge Max, ikke ændret på noget, hvorfor han har ladet pandehåret vokse i den ene side, for at dække katastrofen.

Men så ændrer tingene sig pludselig. Mor og papfar går fra hinanden, mor mister sit job, og hun ser sig nødsaget til at pakke unger og kæledyr sammen og flytte midlertidigt ind hos mormor i Skärblacka, en flække med ca. 4000 indbyggere, 180 km. syd for Stockholm. Max skal starte i skole i Skärblacka efter sommerferien, om præcis 59 dage! Det giver sig selv, at han er lettere skrækslagen ved tanken om endnu en gang at skulle udsættes for mobberi. Hvem ville ikke straks kaste sig over én som ham, med det udseende og fjollede væsen, han besidder?

Resolut beslutter Max sig for, at ting skal ændres radikalt! Målet er helt enkelt: Han skal  blive populær på 59 dage. Metoden er egentlig også meget simpel. Max beslutter sig for at finkæmme Google, Wikipedia, YouTube, etc. for brugbar information. Det må da være vejen frem.

Med Mit storslåede liv har svenske Jenny Jägerfeld præsteret en glimrende og humoristisk bog om de usikkerheder, som enhver 12-årig dreng (eller pige) fra tid til anden har om sig selv i forhold til livet: Hvem er jeg, og hvilken plads er min plads her i verden?

På papiret er Max’ plan vel ok. Jeg forestiller mig, at det er en tilgang, mange unge umiddelbart ville vælge, hvis de skulle undersøge, hvordan man bliver populær. Man tjekker nettet. Dér må alle svar for pokker da kunne findes. Men Max har bare glemt én væsentlig parameter, og måske endda den, der har allerstørst betydning, når man skal finde sig selv. Nemlig påvirkningen fra de mennesker, der er en del af hans liv. Og de må siges at være ret så farvestrålende og samtidig utroligt svære at afkode.

Mormoren med sin totale mangel på pædagogisk indsigt er et glimrende eksempel. Hun er en ældre dame, der for guds skyld aldrig må kaldes mormor, men kun vil kaldes ved fornavn. En farvestrålende dame, der dyrker dragracing i sin røde Corvette og samler på udstoppede dyr. Da Max ulykkeligt beder hende om at tegne et øje på den hudfarvede klap, han har fået for øjet efter operationen, vælger hun at tegne et zombieøje, som er ved at trille ud af øjenhulen. Max’ reaktion er panikangst, men mormoren er så godt tilfreds med resultatet, at hun skynder sig at knipse et par billeder af øjet, der efterfølgende bruges til julekort.

I løbet af de 59 dage mislykkes størstedelen af alle de planer, som Max sætter i værk. Til gengæld møder han en god håndfuld mennesker, der udfordrer ham på hans menneskelige egenskaber, og som i sidste ende tvinger ham til at forholde sig til sit ønske om at være populær. Måske er det nok eller endda bedre at blive anerkendt for den, man er.

Mit storslåede liv er en sød og humoristisk historie om de små og store udfordringer, som livet bringer, når man som 12-årig føler, at man måske ikke rigtig passer ind i sit eget liv. Bogen handler om familieliv på godt og ondt. Og om det at turde møde andre mennesker med et åbent sind. Også selv om det betyder, at man derved risikerer at udstille sin egen sårbarhed.

Bogen egner sig til selvlæsning for de 10+ årige.

Jenny Jägerfelds hjemmeside
Info om bogen på ABC’s hjemmeside