Tillad mig at præsentere hans ærværdige klamhed, Puttegøj- Ronaldo. En helt igennem ulækker
kat, der lever op til alle fordomme om katte: Egenrådige, arrogante, begavede og lettere
psykopatiske. Med forbehold for generalisering og mulig krænkelse af samtlige af landets
kattejere, så passer denne karakteristik perfekt på Puttegøj- Ronaldo, der til dagligt bare går under
navnet, Møjmis.

I øvrigt må jeg gerne gøre nar af katte. For det første fordi de qua deres arrogance er komplet
ligeglade med latterliggørelse, for det andet kan jeg faktisk godt lide katte.

Dog ikke Møjmis, for han er ved alle guder svær at holde af. Han gør alt, hvad han kan for at virke
usympatisk, og hans indgående planer om at slå sin ejer, teenageren Sivert, ihjel, gør ikke sagen
bedre. Desuden er han hævngerrig og primitiv, når han rækker fuck- finger, selv om han ikke har
en.

Ophavskvinden til Møgmis – hævnen er sød – og stinker af fisk er Sophie Soiud, og der gives fuld
gas på historien og dens bizarre persongalleri bestående af Møgmis himself, den døde, svævende mus,
Osemus, fordi han stinker af råd, mopsen Micky, opkaldt efter forfatterens egen hund og endelig
kamphunden Killer Karen, der prøver at sætte grænser og finde sig selv.

Sammen skal de forsøge at assistere Møgmis i hans morbide planer, der indbefatter et fasanhoved
i Siverts seng. Referencen kan læseren selv google sig til. Et tilbud man ikke kan afslå, men man
skal nok ikke være hesteelsker, hvis man benytter sig af den mulighed. Sivert skal bruges som
fastelavnstønde og tvinges til at høre dødsmetal, selv om jeg på ingen måde har forståelse for, at
det sidste skulle være en straf. Dødsmetal byder man kun de bedste blandt venner.

Det er Thomas Hjorthaab, der står for illustrationssiden i denne tegneserie, og så ved vi, at der er
knald på stregen, der denne gang lægger sig tættere op ad eksempelvis Jacob Martin Strid, end jeg
tidligere har set fra Hjorthaabs hånd. Man keder sig aldrig i selskab med Thomas Hjorthaab, der
kan løfte selv lidt halvsløje historier med sine illustrationer. Det er ikke tilfældet her. Historien
holder niveauet hele vejen sammen med billederne, der foldes ud med alle tænkelige visuelle
virkemidler, som giver en utilregnelig bordbombe af en historie.

De finkulturelle litteratbriller skal nok blive i futteralet for denne gang. Denne bog er for de børn,
der holder af den politisk ukorrekte fortælling, hvor nederdrægtighederne er lagt i poterne på en
ondskabsfuld kat.

Nogle vil mene, at der er vel mange bandeord, men bogen vil ramme de børn, der elsker
Ternet Ninja eller Jacob Martin Strids teatralske tapir, og denne bog er lige så ligeglad med
litteraturens opbyggelige elementer som dens hovedperson, der bare har mord i sindet.
Problemet er bare, at ham Sivert også kan være flink, og så er han fanme svær at slå ihjel.
Så skal Møgmis bokse med samvittighed og næstekærlighed. Så er det godt, at han kan tænke på
alle de gange Siverts har brugt ham som syndebuk. Så kan man alligevel godt plante klør fem
i halsen på ham. Sådan bare af princip.

I en tid, hvor jeg kan savne de sjove, selvironiske, uhøjtidelige udgivelser for
børn, der i mange af de tilgængelige bøger skal lære, hvor svært det kan være
at have det, vi kalder en barndom, så er det bare tonserfedt med en bog, der giver
fanden i selvhøjtideligheden for de 10 – 13- årige på mellemtrinet og fortæller
en fuldt ud gakket historie.