Alex stirrer på mig.
Hans øjne er bange. De lyser i mørket.
– Sværg, at du ikke siger noget, siger han.
– Jeg sværger, siger jeg.
Så siger vi ikke mere. Vi står bare der og kigger.
Vi kigger på en vante.
Den er frosset fast i isen på søen.
Et stykke væk er der et hul i isen.
Der vil jeg ikke kigge hen. Der ligger også en hue.
Under huen er der hår,
og under håret er der et ansigt.
Ansigtet er vendt ned i vandet.
Det iskolde, mørke vand.
Eddi og Alex er bedste venner og har altid været det. I klassen er de øverst i fødekæden og udnytter gerne positionen til at gøre livet rigtig surt for dem, der befinder sig længere nede i systemet. Lige siden de var helt små, har deres kammeratskab handlet om at afprøve åndssvage ting sammen for at finde ud af, hvad man kan slippe afsted med, og for at mærke den skønneste adrenalinrus imens.
Men så en dag, hvor klassen skal skøjte rundt på et afmærket område på søen i idrætstimen, ændres alt. Eddi og Alex griber fat i Marit, der ikke er særlig god til at stå på skøjter. De trækker og skubber hende væk fra det afmærkede område og ud på den del af søen, hvor isen ikke er sikker at skøjte på. Alting er sjov og ballade, og drengene skøjter efterfølgende tilbage til de andre. Alt er godt.
Det er det bare ikke. Marit kommer ikke tilbage, for hun går igennem isen og drukner. Det er en voldsom drejning. For hvordan skal man tackle den udfordring? Skal man forsøge at dække over, hvad man har gjort? Skal man placere skylden hos den anden? Eller tage den selv? Pludselig går det op for Eddi, at han og Alex måske slet ikke har så meget tilfælles, som han altid har troet. At Alex på mange måder er ekstrem og voldsom på en helt anden måde, end hvad Eddi kan være med til.
Mørk is er den første bog i ABC Forlags letlæsningsserie (FIXLIX) for elever i udskolingen. Sproget er lettilgængeligt, og teksten har et lavt lixtal, der gør den attraktiv for svagere læsere.
Det, der gør bogen endnu mere attraktiv, er formatet. På mit skolebibliotek har vi rigtig mange fine bøger beregnet til de svage læsere i udskolingen. Problemet er bare, at de mange gange ligner en pamflet mere end en egentlig bog, hvilket holder eleverne fra at vælge dem. Man ved godt selv, at man er en dårlig læser. Det behøver ikke blive udbasuneret til hele verden. Mørk is ser anderledes ud. Hér har vi at gøre med en rigtig bog. Den er bred og har et hardcover, og det gør det lettere at låne den og tage den med tilbage til klassen.