Denne anmeldelse er egentlig ikke om én enkelt bog, men om fire. Dette skyldes, at jeg sidder med fire små letlæsningsbøger af Kim Fupz Aakeson om drengene Mogens og Mahdi. I øvrigt med tegninger af Rasmus Bregnhøi, og hvis en læser eller to allerede nu tænker, at dette kunne da egentlig godt være en udmærket kombi, så har man ret. Det er det.
Det er lykkedes d’herrer Aakeson og Bregnhøi at skabe nogle fine letlæsningsbøger, der henvender sig til de vilde drenge og piger. Der skal nemlig vildskab til for at kunne identificere sig med Mogens og Mahdi, for det går ikke stille for sig, når de mødes for første gang, når de spiller fodbold, når de er til Halloween, eller når de er i svømmehallen. Drengene er, hvad man i den pædagogiske, anerkendende verden vil kalde kreative og energiske med høj grad af impulsivitet. Sagt på mere jævnt dansk: De har krudt i røven.
Det som i et børnelitterært perspektiv er så enestående for disse fire små bøger er, at de fungerer på drengenes egne præmisser og logik. Dette kommer særligt til udtryk i Mogens og Mahdi spiller fodbold, hvor man sagtens kan kalde hinanden for feje svin eller skubbe sin kammerat ind i målstolpen og derefter hævde, at det bare var en straight skulder. Man kan også sagtens tage en slåskamp for derefter at blive enige om, at fodbold er nice, og at man klart skal spille igen i morgen.
Det er nemlig her, at Aakeson og Bregnhøi viser deres forståelse for deres drengefigurer. Drengenes logik er på én gang for viderekomne og samtidig befriende simpel: Der bæres ikke nag. Man smider svesken på disken, om man så må sige, og lader nogle gange næverne eller det mangfoldige vokabularium tale for sig selv. Og så er man lige gode venner bagefter. I virkelighedens skoleverden havde en alt for velmenende lærer sat sig ned med Mogens og Mahdi og forklaret dem, at man skal tale pænt, og at man ikke må slås. Det er altså slet ikke pænt eller inkluderende. I så fald måtte han indkassere en ren tackling og en straight skulder. Eller som Mahdi ville have sagt: Gid din røv må klø resten af dagen. Seriøst klø. Sådan må det jo være.
Der er som sagt tale om letlæsningsbøger, som er underholdende, og som vil sine læsere. De er så absolut overskuelige, og man er hurtigt igennem bøgerne. Jeg tvivler på, at de egner sig særligt til oplæsning. Jeg tænker mere barnelæseren alene med Mogens og Mahdi. I sidste ende kan man jo altid give et referat til en voksen, så man lige sikrer, at handlingen er forstået. Bare bøgernes indhold efterfølgende ikke tales ihjel. Det gider drenge sjældent bruge så meget tid på, men hvis genfortællerglæden alligevel melder sig, så lad dem bare pladre løs. Det viser bare, at de har læst en god bog, og det har de, hvis de har læst en børnebog om Mogens og Mahdi.
Om Kim Fupz Aakeson
Om Rasmus Bregnhøi
Info om bøgerne på Carlsens hjemmeside
