Mor vil bare ikke sove er både forfatter K. F. Pedersens og illustrator Julie Gry Sveistrups bogdebut, og den er ikke helt let at blive klog på. Jeg skal dog gøre et oprigtigt forsøg:
Bogens jeg-fortæller er en pige på ca. fem år, der hver aften falder i søvn til mors godnathistorie. Der går dog aldrig ret lang tid, før hun vækkes af mor, der kalder inde fra soveværelset. Mor kan ikke sove, og pigen må i gang med at hente vand og læse godnathistorie. Det er bare slet ikke nok. Moren vil have puttet tæerne. Hun vil have godnatsang først akkompagneret af klaver, så pigen må skubbe et kæmpe klaver ind i soveværelset, og siden med en strygerkoncert i stedet. Situationen ender ud i en decideret cirkusforestilling med artister og levende dyr i soveværelset, og først da mor får et godnatkys, falder hun i søvn. Men så vågner far.
Selve ideen med at bytte rundt på rollerne ved sengetid er meget fin, og historien får kant af, at der leges med grænserne mellem fantasi og virkelighed: Historien starter på realplanet, men glider over i et mere magisk plan, da pigen skubber klaveret ind i soveværelset, og fantasien får lov at løbe løbsk. Dette til trods er jeg dog usikker på, om det er en historie, man vil læse flere gange. Historien er flagrende, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med den, eller hvordan jeg skal forstå den.
Billedsiden står Julie Gry Sveistrup for. Hun kommer fra designskolen i Kolding, og hun kan tegne. Hendes streg har noget Karrebæk’sk over sig, idet Sveistrup tager det absurde i brug, efterhånden som vi begiver os over i en magisk virkelighed. (Jeg sender en tanke til Dorte Karrebæks Pigen der var god til mange ting fra 1996, hvor der også var byttet kraftigt rundt på rollerne mellem barn og voksne, dog med noget alvorligere tema. Hos Pedersen og Sveistrup er vi stadig på legestadiet.) Illustrationerne i bogen er mørke, og jeg undrer mig over, at man har valgt en generelt dunkel tilgang til historien. Som værker er illustrationerne af høj kvalitet, og jeg antager ikke, at vi har set det sidste til Julie Gry Sveistrup. Det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad hun kan, når hun tager mere lyse farver i brug.
Mor vil bare ikke sove skal findes på bibliotekerne. Prisen er de desværre gennemsnitlige 248 kr, og det er ret meget for 32 opslag, selvom billedkvaliteten er høj. Det er en flot bog, men det vil være en tilsnigelse at kalde den lettilgængelig. Jeg er stadig ikke blevet helt klog på den.