Den dag Alphonse Morro skulle begraves, var himlen dækket af tynde skyer fra horisont til horisont. Den stillestående luft duftede sødligt af bougainvilleaen, der blomstrede i Lissabons haver og parker.
Citatet rummer nøglerne til forståelsen og giver fornemmelsen af denne forrygende gavtyveroman, som forfatteren Jabob Wegelius her i 2015 modtog Nordisk Råds børnebogspris for. Dels er Morro, som begraves en nøglefigur i romanen, og dels er Lissabon en excentrisk kulisse for romanen, og endelig er dufte en betydelig faktor i hele fremstillingen. Men nu til det mærkværdigste:
Denne roman er fortalt af en gorilla – og for at det ikke skal være løgn, af en hungorilla. For at dette ikke skal lyde antifeministisk, så er man nødt til lige at slå et par ting fast: Denne bog foregår i de tidligere år af 1900-tallet, og den tager udgangspunkt i et sømandsmiljø. Og med al respekt, så var der på det tidspunkt ikke så mange feminine islæt i dette miljø – og da slet ikke, hvis dette var en gorilla!
Kære læser, hvis du kan ”æde” den mærkværdighed, så har du en læseoplevelse til gode, som er ganske ekstraordinær.
Henry Koskela hedder skipperen, som for det første er finne og for det andet ejer det gode skib Hudson Queen, og denne Koskela har som sin maskinist gorillaen Sally Jones. De to er uadskillelige, og Sally Jones er aldeles ferm til sit job. Den dag, hvor skipperen får tilbud om et suspekt job, går det hele imidlertid galt. Skipperen skal med sit skib oppe af floden ved byen Zezere hente et parti kakler og bringe det til havnen i Lissabon. Koskela er imidlertid faldet i kløerne på en gruppe, som har til hensigt at begå revolution i Portugal, og da Koskela fatter mistanke om at noget ikke er, som det skal være, ender det hele i voldsomme tumulter, og hans gode skib synker og med den går hele ladningen af det, som ikke var kakler, men derimod våben, tabt. Inde i havnen i Lissabon kommer Koskela og Sally Jones i klammeri med ukendte mænd, hvoraf en ved et uheld ender med at falde i vandet og drukne (Alphonse Morro). Koskela anklages for mord på denne druknede og sendes i fængsel i 20 år.
Nu er Sally Jones overladt til sig selv. Men denne gorilla med så mange menneskelige egenskaber, som faktisk overgår mange menneskers, ved nok at klare sig, og de følgende 600 sider ( og over de følgende ca. 3 år) går det over stok og sten med morsomme og uhyrlige tildragelser, som det vil være synd og skam at røbe for meget af her.
Men nævnes skal det, at uden hjælp fra Fadosangerinden Ana Molina, instrumentbyggeren Luigi Fidardo – og en afdød ung kvinde, Elisa Gomes – var denne forrygende fortælling aldrig kommet i land. Og så naturligvis ikke mindst ved hjælp af Sally Jones’ egne skønne egenskaber og lærenemhed. Sally Jones lærer blandt andet at bygge instrumenter, hun lærer sig at blive en fremragende flymekaniker, hvortil kommer at hun er en særdeles dygtig skakspiller. Det eneste hun ikke kan er at tale. Men, men, men … hun kan fortælle og på sit Underwood 5 hakkebræt af en skrivemaskine får hun beskrevet, hvorledes denne fortælling udvikler sig så, at alt falder ud til det bedste for alle. For ja, dette er en feel good roman, og den stryger af sted på vilde vover og i hvirvlende ørkensand, men uanset farer for liv og lemmer er det en fortælling, der skal ende godt – og det er meget bedre end at det er godt, den ender.
Man er forrygende og mesterligt underholdt, og det er sjældent, at man efter 620 siders fortælling kan sige, at den ikke føles en side for lang.
Under læsningen gled tankerne flere gange hen til en af Bjarne Reuters bedste og fornøjeligste ungdomsromaner, Prins Fajsals ring (2000). Og så ved man forhåbentlig, at det genremæssigt ikke bliver meget bedre.
Jakob Wegelius er svensk forfatter, og han har tidligere på dansk fået udsendt Spionerne i Ødeborg, Hr. Balders hemmelighed og Den fantastiske historie om Sally Jones.
Det er endvidere forfatteren selv, som smukt har illustreret bogen, der indledes med et portræt af alle de betydningsfulde personer i romanen, hvortil kommer, at hvert kapitel er forsynet med en illustration til indledning. Alle illustrationer ligner tegninger, men er udført i en nærmest pointillistisk stil.
Denne roman er helt og holdent en roman til selvlæsning. Det er et stort ønske fra denne anmelder, at mange lærere vil få fingre i den og nyde læsningen af den, så de derefter vil kunne anbefale den kvalificeret til deres læsehungrende elever, såvel som enhver anden voksen, de måtte komme i kontakt med!. Den fortjener stor udbredelse.
http://www.norden.org/da/nordisk-raad/
