Studieværten havde lige stillet et spørgsmål; – Hvor lever orangutangerne – i Afrika, på Borneo eller i Danmark? Og Gunnar sad og overvejede, om han for en gangs skyld skulle ringe op og give sit bud på det rigtige svar, da noget LANGT OG SLATTENT pludselig væltede ud af siden på det hul, han var i færd med at grave.
Romanen åbner med en drøm. Alma, som bor sammen med sin bror Esben, præstefar og mor ude på Bøhlandet, er flyttet dertil fra København for syv uger siden, og her er virkelig dødssygt. Der sker bare ikke en pind. Men nu har Alma en mareridtsagtig drøm om et uhyre med klaskende fodtrin, som forfølger hende. Uhyret har sneget sig ind i huset og stjålet en genstand, nemlig Esbens nye flyvemaskine og nu … kommer den hen imod hende … Og hun vågner.
Det kriseramte Mortensens Bygge- og Anlægsfirma er dels ved at arbejde på en ny hal oppe ved skolen og dels arbejder de på en motionssti nede ved mosen. Det er Gunnar, der laver udgravningen nede ved mosen, da han med ét gør et mosefund. Et gammelt lig dukker pludselig op af vand- og muddermasserne. Og sådan et moselig er såmænd uhyggeligt nok i sig selv, men samtidig sker der mystiske ting rundt om i byen. Masser af små genstande – både værdifulde og ligegyldige forsvinder i store mængder, og i byen begynder frygten efterhånden at brede sig. Hvad er det, der sker, og har det noget med mosefundet at gøre? Folk er ængstelige. Selv om mosemanden bliver flyttet ind på Bymuseet?
Ingen gør noget. End ikke politiet,
Men Alma og hendes venner, Katrine og Neda tager alligevel affære, de synes det er for mystisk alt sammen og for dumt at være passiv, for også hos dem forsvinder effekter. Fx forsvinder Almas fars præstekrave – endda to gange. De undersøger mystiske ting ved skolen og er tæt på at gøre en fangst – men indbryderen slipper alligevel væk.
Omsider bliver der indkaldt til et folkemøde, hvor man drøfter tingene. Og ikke alle bemærkninger er lige kloge, synes Alma, men her i denne kaotiske forsamling, hvor ingen ved, hvad de skal gribe og gøre i, så foreslår direktør Mortensen pludselig, at folk køber sig en ånde- og ligalarm. Til skræk og advarsel for indbrudstyvene, der i øvrigt kun stjæler hvide, blanke og gule effekter.
Alma og hendes venner tager, trods politiets anbefaling om, at de skal holde fingrene væk, alligevel eftersøgningen af mystikken op. Og det bliver da også dem, der til sidst løser problemet.
Og hvad det går ud på, må man selv læse. Og om der er hints til gådens løsning i denne anmeldelse, det må man selv lige tjekke?!
Helt frem til slutningen er romanen faktisk både ferm, spændende og ganske frisk og godt skrevet. Men slutningen falder noget tam ud efter denne anmelders smag. Men et (u)hyggeligt bekendtskab har det skam været.
Michael Pedersens skitseagtige illustrationer gengiver udmærket tonen i fortællingen.
Mosemanden, som er Georg Græsholts debut, egner sig fint til selvlæsning på mellemtrinnet.
