”Man glemmer Tid og Sted, når man bliver suget ind i sådan en Fortælling,
sagde hun og smilede venligt.”
Inge Duelund har gennem hele sit forfatterskab leget med sproget, med genrer og med fortælleformer.
Det gælder også for hendes nye roman Murmellemrum, der kort beskrevet befinder sig i krydsfeltet mellem den historiske roman, fantasy, videnskabs- og spændingsromanen – og endelig kan MurmellemruM læses som et eksempel på exofiktion, hvor forfatteren, modsat i autofiktion, vender blikket mod en virkelig person og sætter denne i en fiktiv ramme.
MurmellemruM er grundlæggende en spændende fortælling spændt ud mellem en nutidsfortælling og en historisk fortælling fra København år 1700, hvor Ole Rømer, Tycho Brahe og hans observatorium Stjerneborg på Hven, Botanisk have og ikke mindst Rundetårn spiller væsentlige roller.
Og så er romanen sprængfyldt med sprogleg og ikke mindst palindromer som: returruter, regninger, Hannah, Otto og guiden i Rundetårns observatorium, Mads Dam og en sætning som ”Undulat tal ud nu.”
Men romanen er ikke kun ren sprogleg. Den giver også et kik ind i dansk forskning i stjerner, rum og verdensbilleder og primært de to danske verdensstjerner inden for feltet, Ole Rømer og Tycho Brahe. Romanen er blevet til med astrofysikeren, professor Anja C. Andersen, som fast sparringspartner. Den faglighed kan mærkes undervejs – og den giver læseren nok at tænke over i en historieløs tid – for hvad er det med ny kalender og tidsregning i 1700, Københavns brand 1728 og oplevelsen af at gå fra en flad verden til vores, hvor jorden cirkler om solen til oplevelsen af et solsystem, hvor hverken solen, jorden eller vi mennesker er i centrum?
Hovedpersonen i nutidsfortællingen er Katinka, der tilfældigt møder drengen Tyge på en togstation. Hun er på vej til Hven, hvor de møder tidslommer, rum hvor tiden står stille – for måske kan man virkelig sætte tiden i stå? Og måske kan disse tidslommer være med til at redde Tyges lillebror Jakobs liv, mens han venter på, at lægerne kan finde den nødvendige donor af et nyt hjerte til ham?
Katinka og Tyges redningsforsøg indbefatter, at Jakob bortføres i en trillebør, udstyret med drop, og anbringes i skjul i Tycho Brahes Stjerneborg på Hven, siden i en tidslomme i Rundetårn og til slut i Botanisk Have. Denne del af historien er fortalt med varme og humor, og de komiske hændelser, de tre børn oplever undervejs, letter stemningen i bogen og skaber ”comic relief.”
Helt centralt, også for denne del af fortællingen, er at Katinka, på ekskursionen med klassen til Tycho Brahes observatorium, finder den 300 år gamle Johannes bog, der kommer til at fungere som både forståelsesramme og en fortælling om 1700tallets København, og ikke mindst de tanker tiden rummede. Denne del i MurmellemruM er i sig selv grundlæggende spændende og vil tiltale et videbegærligt og nysgerrigt ungt menneske. Det er også her i Johannes bog, læseren får Rundetårns historie som bygning og observatorium, og den historie er i sig selv spændende.
Tyge og Katinka får hjælp i den gamle bog til at redde Jakobs liv og i deres kamp mod tiden, der udover den gamle bog rummer alt fra kattekillinger, venskab, det gode og det onde, flugt fra politiet og forældre.
MurmellemruM er således spændt godt og grundigt ud mellem fiktion og fakta, og fortæller sin læser, at nogle gange overgår virkeligheden fantasien.
Romanen anbefales til frilæsning til de børn og unge, der trænger til at læse en spændende roman om noget, der ligger udenfor dem selv, deres normale verden og verdensbillede. Jakobs sygehistorie fungerer i romanen som tråd til megen af den øvrige børne- og ungdomslitteratur og de mange sygefortællinger, den rummer.
MurmellemruMs styrke er, at den i form af en grundlæggende spændende fortælling og et veldrejet plot får stillet spørgsmål til vores liv og færden på denne klode og til tanker om hele universets sammenhæng.
Murmellemrum er på bundlinjen en givende, tankevækkende og spændende fortælling, der vil kunne give læseren lyst til at gå ud og studere nattehimlen på det lokale observatorie, og måske ikke mindst besøge Stjerneborg på Hven og Rundetårn som man efter endt læsning er godt klædt på til at besøge.
Jeg vil nikke venligt op mod mindepladen på Aarhus Katedralskole, hvorfra han blev student i 1662, næste gang jeg kommer forbi: ”Ole Rømer (1644-1716). Han maalte ”Lysets Tøven.”
”Tid vil gå, Tid vil komme og Tid vil ligge og vente.
En dag vil du, som jeg ikke kender, finde bogen og tage den i dine hænder.
Du vil vikle Klædet af og slå op på første Side og begynde at læse.
Når du er nået til Slutningen, vil du lægge den fra dig. Hvad skete der så, vil du vide.
Jeg bliver dig svar skyldig. Min beretning er færdig.
Hven den 28. februar det Herrens År 1700, Johanne Mathiesen.”
God læselyst! For som personerne i MurmellemruM også oplever det, så er det: ”Per aspera ad astra!” -”gennem vanskeligheder (at man når) til stjernerne”.
