”Ja, det her er så min dagbog. Læs den bare. Jeg har ingen smartphone og på en måde heller ingen venner. Så du vil gispe, når du læser om mit vildt dramatiske almindelighedsliv med en kat og forældre, der er lavet af 99 % spelt.”
Sådan står der på bagsiden. Det er den første af Myntes dagbøger. Man vil – står der – få direkte adgang til en ret almindelig teenagers vilde hverdag.
Det er StineStregen, der står som kunstnernavn for tegner og forfatter Stine Spedsbjerg. Hun har tegnet (og skrevet) om livet i hverdagen, og nu har hun så fundet Myntes dagbog og givet sin version af livet som 7. klasses pige i en provinsby.
Det er konfirmandkækt. Det er youtube-youngster-agtigt. Det er overgearet og forudsigeligt og fyldt med slang på den helt korrekte måde. Og så er det også lidt sjovt. Og lidt fint. Og der er en god vinkel på livet som teenager.
Det er Mynte, der i sin dagbog skriver og tegner. Der er en ligelig fordeling mellem tegning og tekst, og ofte tegnes personerne, der taler sammen. Det er Mynte, der føler sig venneløs og alene i provinsen langt fra Østerbro. Det er Mynte, der arbejder på at få venner. Hun arbejder også på et venskab med den polske pige, Zosia. De tegner deres venskab frem. Mærkeligt nok, så slår de ikke over i engelsk, som de åbenbart begge mestrer nogenlunde, men det er fint med tegninger som kommunikation.
Mynte er fanget i et tomrum i sit liv. Hun savner Østerbro og vennerne der, det står som et forladt Paradis for hende, men da hun kommer på besøg hos vennerne i storbyen, så savner hun alligevel sin hverdag hjemme.
Der er en dagbogsroman, der på sin vis nytænker dagbogsgenren, da det er en blanding af billeder og tekst. Men det er også en helt ufarlig og selviscenesat teenagers hverdagsliv, der følges. Og det sker i i et handlingsforløb, hvor intet er overraskende. Måske behøver handlingsforløbet heller ikke at være overraskende. Det kan være en glæde at læse noget, der ikke er hverken skræmmende, selvdestruktivt eller sørgeligt.
Links:
Om Stine Spedsbjerg (StineStregen)
