Nat

‣ Forfatter: Anita Albers

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 250,-

‣ Målgruppe:+13

‣ Sidetal: 196

‣ ISBN: 9788779166417

”Så går de i gang med at bestemme over mit liv.

De kan blive enige om rigtig mange ting, selv om de sidder på hver side af bordet.

De kan for eksempel blive enige om, at jeg er tynd, alt for tynd faktisk, fordi mit BMI er for lavt,

og de kan blive enige om, at jeg spiser for lidt.

De kan også blive enige om, at de kan hjælpe mig.” (s.106)

Alt for mange unge mistrives psykisk i disse år; alt for mange unge lider af spiseforstyrrelser, som anoreksi eller bulimi, og anden selvskadelig adfærd. Sørgeligt; men godt litteraturen ikke lukker øjnene for det. Anders Johansen har tidligere fortalt om spiseforstyrrelser og pigen Liv i Stjerneskælv (2008) og en forfatter som Sarah Engell har fortalt om pigen Lucca, der forsøger at få kontrol over sit liv i Hjertet er 1 organ (2016) ved at skære i sig selv og være en kontrolfreak.

I YA-romanen Nat fortæller Anita Albers historien om, hvordan gymnasiepigen Natalie, kaldet Nat, efter en mindre operation, en for lang juleferie og en mere end kikset nytårsfest hvor drømmefyren svigter, bliver mere og mere optaget af, hvad hun spiser – og ikke spiser. Det udvikler sig langsomt til en besættelse, til en spiseforstyrrelse, til anoreksi.

For en nat dukker ”den hvide pige” op i Nats bevidsthed, et anorektisk spøgelse, som gradvist overtager styringen af Nathalies liv. Langsomt glider Nat væk fra bedsteveninden, O, lillesøsteren Filippa og moren, der forgæves forsøger at hjælpe datteren, men som også må opgive. Den travle far er gennem hele romanen mere eller mindre fraværende.

Nat kastes på kort tid ud i en lang og barsk kamp på liv og død. En kamp som truer med at tage både hendes fremtidsdrømme fra hende – og med at tage livet af hende.

Det starter med, at et par nye jeans ikke helt passer, men hvis man nu ikke spiser noget inden festen, så sidder de som støbt. Og her begynder Natalies tvangstanker om mad og spisning; eller rettere sagt, hvordan man undgår at spise og snyder mor. En besættelse, der langsomt udvikler sig til at være altdominerende. Natalie er balletpige, og langt ind i romanen drømmer hun om at deltage i balletholdets afslutning. En drøm der ikke opfyldes; men er en lille historie i historien der fortæller om en ballettræner, der lige gør opmærksom på, at Nat vejer lidt for meget og bør tabe sig. Hvilket minder læseren om de destruktive oplevelser svømmelandsholdspigerne har haft med trænere, der både ødelagde deres selvværd og sendte flere af dem ud i en kamp med spiseforstyrrelser.

Her i Nat følger man jeg-fortælleren Nats tanker, følelser og handlinger på rejsen ind i spisehelvedet med ”Den hvide pige” som rejseledsager. Moren får sin pige til egen læge, langsomt stilles diagnosen anoreksi, og vi er med i de forskellige stadier i behandlingen derhjemme, hos Center for spiseforstyrrelser, fra de mere eller mindre frivillige forsøg på at få Nat til at spise til den ultimative tvangsindlæggelse og tvangsfodring gennem en sonde i næsen på Børnepsykiatrisk afdeling. Her dør en af Nats medindlagte som følge af underernæring og alt føles udsigtsløst; men til allersidst i romanen formår Natalie dog at tage kontakt til veninden O og moren. For O citerer hendes mors yndlingssang af Anne Linnet i en sms til Natalie:

“Alting kan gå itu
Et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
Så er jeg her nok endnu.”

Nat er en intens og velfortalt roman om anoreksiens forbandelser, kampen mod den og hovedpersonens forsøg på at genvinde styringen over sit eget liv. Det er en barsk, realistisk roman, fyldt med ubehagelige detaljer og kendsgerninger fra det virkelige liv. Romanen er da også bygget på samtaler Anita Albers har haft med en mor, hvis datter er ramt af sygdommen. Efter endt læsning har man fået et indblik i, forståelse for og en viden om sygdommen anoreksi og den selvskadelige adfærd den medfører.

Værket anbefales til både unge, og deres såkaldt voksne, der ønsker at forstå en af de svøber den evindelige konkurrencementalitet unge møder i skole, på de sociale medier KAN medføre. Romanen fortæller, med de virkemidler fiktionen har, en særdeles realistisk historie om både sygdommen og pigen Natalies personlige oplevelser med den.

 

Nat

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.