”Mit hjerte hamrer hårdt, og jeg kan ikke røre en muskel.
Men den mærkelige pige kryber sammen og virker ikke særligt truende.
Faktisk er det snarere, som om hun synes, at jeg er skræmmende:
”Hvad er det der sker?” hvisker hun. ”Er det dig, der har vækket mig?”
Cecilie Eken kan noget med haver, med magisk realisme, med eventyr og ikke mindst med det danske sprog.
Tilbage i 2007 lød det i den poetiske psykologiske børnegyser Mørkebarnet, skrevet som en sonetkrans, hvor idyllen hurtigt brydes:
”Der bor to piger i en dejlig have
hvor solen skinner ned fra himlens blå
et sted hvor der er tusind ting at lave
og næsten ingenting man ikke må”
Men også i børneromanen Sølvblomst (2002) spiller en have, et træ og naturen en hovedrolle.
I haven hersker den vilde natur. To drenge, Jonas og Simon, har bygget en hule nederst i frøken Qvist totalt tilgroede have. Herfra bliver de vidner til den gamle dames afsked med livet, haven og planterne i den. Og så møder de Sølvblomst, stedets ånd, som optræder i form af en fjerlet fantasy-pige for de to drenge.
Efter frøken Quist død låses huset af og forlades. Her spiller en advokat og ejendomsspekulant en stor rolle.
Knapt tyve år senere ligger huset i ruiner. Var haven tidligere forvildet, er den nu et morads, som et ukendt kæmpetræ troner over. Her begynder Natblomst. Pigen Mia er flyttet ind i på vejen, skråt over for haven. Hendes liv ligger som grunden i ruiner efter, hun har måttet forlade sit tidligligere liv og ikke mindst sin far og sin hund. Mia strejfer en aften fortvivlet rundt i sit nye naboskab og udforsker både haven og det kæmpestore træ. Her møder hun ikke mindst den nu døende advokat, der lokker hende i fordærv som hjælper til at kapitalisere på naturen ved at slå træet ihjel, så grunden kan blive solgt. Det vækker fantasy-pigen, Sølvblomst, fra sin dvale,
Hvad der sker skal ikke afsløres, men Cecilie Eken får i Natblomst bundet nogle smukke sløjfer til både Jonas og Simon og til Sølvblomst. Måske ender det godt, måske kan mennesket redde naturen, men vi har travlt.
Som tidligere beskriver Cecilie Eken i Natblomst den vrede, fortvivlelse og sorg børn fra brudte hjem kan opleve, og så handler romanen om alt det store, der fylder i et barns liv: forældre, venner, accept, jagten på en identitet og ikke mindst vores forhold til den globale virkelighed og naturen, der omgiver os.
De to slutninger på Sølvblomst og Natblomst mere end ligner hinanden. Måske er der lidt mere håb og fremtidstro i Natblomst, både for menneskeheden og for Mia. Men læs selv.
Som en sidegevinst kan de to romaner læses i forlængelse af hinanden med henblik på at undersøge, hvad der er sket i børns liv de seneste tyve år. Det er ikke kun mobiltelefonen, der nu spiller en anden rolle. Barnerollen, familiemønstre og tilværelsens ydre trusler er under forandring, og det får Cecilie Eken fint vist her. Natblomst skriver sig på suveræn måde ind i udviklingen af den økofiktion, som driver både klima- og økokritik og som beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen.
Forlaget Gutkind har sørget for at begge romaner er udgivet i samme udstyr med vignetter og smukke omslag af Kamilla Wichmann.
Begge romaner, Sølvblomst og Natblomst anbefales på det varmeste til fritidslæsning og ikke mindst til en samlet værklæsning i dansktimerne på mellemtrinnet. Her er til adskillige timers god kreativ undervisning og undersøgende samtaler om både form, sprog og indhold og det liv læseren er fanget i.
