”Her er en by med lidt blandede mennesker. Vi er nogle børn, og så nogle voksne i forskellige aldre. Der er også husdyr. Hunde og den slags. Uden for vores by ligger der lidt andet. Det kaldes Naturen.”
Og Naturen er smuk om foråret, om sommeren, om efteråret og om vinteren. Naturen er smuk i små og afmålte portioner, og hver gang det bliver for meget med for mange blade, der falder på bilerne, for megen sne på vejene, for megen regn, for megen sol, for megen af det hele, så gør menneskene noget.
De asfalterer haverne, de bygger bådebroer, de fjerner sneen og fælder lindetræet.
Det viser sig, at det på ingen måde var smart. Måske var der en balance i Naturen, som man skulle holde?
”LORTENATUR”, råber alle. Vi har lige gjort det så pænt med grus og asfalt og fløjlsblomster. Er du klar over, hvad det KOSTEDE? Men Naturen er ligeglad med, hvad ting koster, og så begynder det at regne så hårdt og meget, at vinduesviskerne knap nok kan følge med.”
Det er Emma Adbåge, en ung svensk illustrator og børnebogsforfatter, der står bag bogen. Hun tegner mennesker med lange ben, store kroppe og små ansigter, og der er heller ikke megen hjerneaktivitet i menneskene i byen, når de skal forholde sig til Naturen. I 2022 blev hun nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris for netop Naturen.
Det er et ”vi”, der fortæller historien. Vi er alle en del af den menneskehed, der ødelægger balancen mellem Naturen og alt det andet. Det må man gerne lave om på! Billedbogen vil egne sig så fint til snak med børnehavebørnene om natur og vores indvirkning på den, men også som oplæsningsbog hjemme. Her er noget vigtigt at komme efter, for både børn og deres voksne.