Nete og mørket

‣ Forfatter: Lone Munksgaard Nielsen

‣ Illustrator: Hanne Bartholin

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2012

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 22

‣ ISBN: 9788702105599

Nete og mørket er en lille aflang poetisk afdæmpet sort/hvid billedbog, der på fornemste vis fortæller, hvad der sker, da den lille pige Nete møder Mørket. De bliver bange for hinanden. Mørket omslutter derefter Nete så hun er ved at blive kvalt af det; men Mørket kommer til at holde af pigen og giver hende mere plads.

Nu oplever Nete, at mørke ikke bare er mørke, så da lyset bryder frem om morgenen, kommer hun til at savne mørket – og hun har lært at mørke ikke er så farligt endda.

Teksten er skrevet af lyrikeren Lone Munksgaard Nielsen (1968) og kongenialt illustreret af Hane Bartholin (1964) med – naturligvis – sorte tuschtegninger – der tilpasser sig, udvider og tilfører den lille fortælling nye sider og fortolkningsmuligheder.

Udover Nete og Mørket har Lone Munksgaard Nielsen lavet to andre billedbøger for børn. Sammen med Hanne Bartholin har hun også lavet billedbogen Dinosauruspulveret (2009) og sammen med kunstneren Knud Odde billedbogen, Vinden jeg kaldte isbjørn (2009).

Bogen fungerer fint som oplæsningsbog for det lidt større barn, og kan indgå i samtaler med det om at være mørkeræd og om hvad mørket er. Bogen virker meget afdæmpet både i sit ydre sort/hvide udtryk, sin størrelse og i sit indhold, så det er ikke en bog barnet af sig selv river ned fra hylden i en verden af farvestrålende billedbøger.

Måske er den aflange lille smukke billedbog mest interessant for den voksne, der i forvejen interesserer sig for Hanne Bartholins fornemme illustrationskunst. Men den er absolut et bekendtskab værd.

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.