“Det ringer ud. Noa tager sin rygsæk på og går ud af klassen. Han skæver over til 9.c. Han har hverken set eller hørt fra Aske. De plejer ellers at være sammen i pausen. Gå på tanken. Bare de to. Aske og Noa. Men Aske er ikke i skole. Og Noa kan ikke lide at tale med de andre.”
Man kan i citatet her får en god fornemmelse for læsbarheden af denne ganske glimrende roman. Det er korte sætninger med meget konkret indhold. Noa er hovedpersonen. Han går i 9. klasse og er lidt uden for fællesskabet. Han slås ikke, han går ikke til fest, han har kun en enkelt ven, og det er Aske.
Denne dag er Aske ikke i skole, men snakken går om en dreng, der ligger i koma efter at være blevet slået ned uden for et diskotek. Da Noa kommer hjem fra skole, finder han Aske ude i haven. Forslået og beskidt. Han vil skjule sig.
Nu har Noa et stort problem, og det er bogens omdrejningspunkt: Hvad gør man, når man er venner? Dækker man over hinanden? Dækker man også over vold, der er så farlig som i denne situation?
Noa lærer en del om sig selv i løbet af denne krise.
Noa kalder sig selv Noa Nobody. Men i løbet af romanens handling forbliver han ikke en ”Nobody”; han bliver til Noa.
Det er herligt, at der skrives så gode og komplekse ungdomsbøger i så kort form og med så lavt lixtal. Noa Nobody er læseværdig, den er alderssvarende, og der er en ægte konflikt, der er relevant for målgruppen.
Links:
