”Nord sad på en bænk i lufthavnen i Kastrup. Hendes mor Liv, havde kørte bagagevognen helt hen til hende, så hun kunne holde øje med kufferterne. Nu stod hun lidt derfra i sin islandske sweater og printede deres boardingpas.
Nord havde også sin sweater på, som mor havde strikket. Den var alt for varm og kradsede i halsen, og hun rettede på det tynde tørklæde under ulden. Mor trak omsider strimler ud af maskinen og rettede sig op, så kom hun storsmilende hen til Nord.
Glæder du dig ikke?”
Nord har før været hovedpersonen i bogen Nord om den nordiske mytologi , der kom i 2017. Nord lever egentlig et stille og fredeligt liv i København, hvor hun svømmer og dykker i fritiden sammen med veninden Alberte. Det passer hende på ingen måde, at mor nu vil til Grønland og bo og arbejde i Nuuk. Nords far viser sig slet ikke at være interesseret i, at Nord flytter hen til ham, så der er kun et at gøre: Tage med mor til Nuuk. Her skal Nord gå i skole, mens mor Liv arbejder.
Det er en graphic novel, hvor Rasmus Meisler har lavet illustrationerne, helt som han gjorde i Nord (2017) og i Tavs (2012). Meisler kan fremstille uhygge på mest uhyggelig vis. Han kan vise følelserne hos personerne, og hans illustrationer er en integreret del af fortællingen.
Og fortællingen bliver alt andet end hyggelig. Nord bliver en del af kampen mod erhvervskvinden Polly (der er en amerikansk investor, der har bygget et kæmpehotel, og som nu vil drive minedrift på havbunden ud for Nuuk). Med i fortællingen er også Ava, en grønlandsk angakok.
Nord og Pilu, en grønlandsk dreng, der har været i hytten sammen med Ava, bliver en del af kampen for at formilde Havets Moder, der er blevet forstyrret af minedriften og Pollys kamp for at tjene så meget som muligt.
Nord siger på et tidspunkt til Polly: ”Forstår du ikke, at årsagen til, at havet stiger er, at du og Tulugaq har taget Havets Moder til fange? Hun er havets sjæl. Hvis hun ikke vender tilbage til sit element, vil Jorden blive oversvømmet.
Sådan noget pjat, vrængede Polly. Du lyder som den der lille, dumme svenske pige, der står og tuder í FN.”
Som bonusinfo kan fortælles at Havkvinden, Havets moder er en mytologisk skikkelse. Ved Kolonihavnen i Nuuk (lige i nærheden af statuen af Hans Egede) står en skulptur, der hedder Havets moder. Det er Christian Rosing, der har hugget hende ud af stenen.
”En myte fortæller, at Havkvinden var en pige, som ikke ville giftes med de bejlere, som hendes far præsenterede hende for. I stedet giftede hun sig med sin hund. Hendes far blev så rasende, at han sejlede ud på havet med pigen og kastede hende og hunden over bord. Da pigen klamrede sig til rælingen, skar han hendes fingerled af med en stor kniv. Fingerstumperne blev til sødyr.
Pigen sank ned på havets bund, her levede hun, ifølge myten, med sin hund, der vogtede indgangen til hendes hus. Hvis fangstdyrene ikke blev behandlet med respekt, dannedes der skidt i Havkvindens hår, og dyrene kunne ikke komme ud af hendes hus. Under sådanne omstændigheder måtte den lokale åndemaner, angakokken, foretage en ånderejse, kæmpe med Havkvinden og rense hendes hår. Først når balancen var genoprettet, ville Havkvinden igen lukke dyrene ud i havet.”
Alle kapitler indledes med et navn på kapitlets hovedperson og en angivelse af stedet, vedkommende befinder sig: ”Nord. Godthåbsfjorden”, ”Nord. Nuuk.”, ”Polly. Nuuk.” ”Ava. Indlandsisen” og ”Nord. Indlandsisen”.
Sådan er det en roman om klimabevidsthed, om balancen i naturen, om respekt for naturens resurser og en kamp mellem kapitalismen og økologi.
Det er en helstøbt graphic roman, hvor tekst og billeder hænger sammen. Det er også en bog, der forholder sig til Nuuks geografi, der er Store Malene, bjerget uden for byen, der er Kolonihavnen og statuen af Hans Egede. Samtidig er der hele åndemanerverdenen, der naturligvis er en verden for sig. Der er grønlandske myter, der tages alvorligt i kampen for at holde balancen i naturens økosystem.
Og ja, det er også en spændende bog med masser af konflikter og kriser.
