Tiden går. Særligt når nogen forsøger at fordrive den eller ligefrem forsøger at slå den ihjel. Hvem kan egentlig bebrejde den det? Tiden er kommet på besøg hos pigen Lara, men her føler den sig ikke velkommen, og efter en stund forlader den huset. Men Lara følger efter. Hun vil vide, hvor Tiden går hen, når den går.
Umiddelbart er Tiden ikke lige til at finde. Mange har set den. Mange har et forhold til den. Nogle har for travlt til at lægge mærke til den. En dame mener, at tid er penge.
Lara genfinder den forgangne tid i en park, hvor den befinder sig godt. De fleste mennesker kan godt lide Tiden i en solbeskinnet park om sommeren. Lara leger med Tiden, og sammen sætter de sig ved en flodbred.
”Jeg kan godt lide floden,” siger Tiden tankefuldt. ”Den er som jeg. Den forsvinder altid og er der altid.”
Børnelitteraturen kan give svar på svære begreber. Tiden er en pudsig størrelse, som mange børn måske oplever, at deres forældre ikke har så meget af. Det kan også være, der er lang tid til næste fødselsdag. Næsten en hel uge. For børn kan tiden være uoverskuelig, og for os voksne flyver den bare afsted.
Nu går jeg, sagde Tiden er en tysk billedbog. Bogen rummer en fin, lille historie fortalt af en tredjepersonsfortæller, der primært ligger hos Lara, men også skifter til Tidens perspektiv. Som det fremgår i indledningen, leger sproget med tiden som begreb og med vendinger, der involverer tid. Lara og Tiden opfatter de mange døde metaforer om tiden bogstaveligt, og derfor forlader Tiden da også huset, når nu alle åbenlyst bare ønsker, at den går. Leg med billedsproget er udbredt i børnelitteraturen, og herhjemme må det klassiske eksempel nok være Benny Andersens Eigil og Snøvsen og katten i sækken fra 1967. I Andersens roman anskuer vi de voksnes sære vendinger og begrebsverden fra barnets perspektiv, hvilket afstedkommer, at drengen Eigil konkluderer, at Snøvsen må være ensom derude, når nu de voksne taler om, at alle går fra den. Derfor drager han ud for at finde den. Mange forfattere har siden brugt børns tilgang til sproget som drivkraft og tematik i deres bøger for børn.
Forfatter Bettina Obrecht har været aktiv på det tyske børnebogsmarked siden 1994. Hendes sprog, fortællestil og evne til at behandle et flygtigt begreb som tid i børnehøjde vidner om en forfatter med erfaring og samtidig en intakt fortælleglæde. Nu går jeg, sagde Tiden er en underholdende og filosofisk lille fortælling, som vil falde i børns smag.
Tidens flygtighed fanges også af illustrator Julie Völks streg. Völk lader Tiden være transparent med flagrende, langt hår. Ikke en nem størrelse at fange for et barn, men Lara ved, at det tager tid at nå Tiden, og hun lykkedes med det. Völk har vundet priser for sin illustrationskunst, og når man læser denne bog, forstår man hvorfor. Der er liv, vitalitet og dynamik i illustrationerne, der til tider begiver sig langt væk fra teksten og breder bogens univers yderlige ud. Folk bruger tiden meget forskelligt uden for parken, hvor Lara og Tiden befinder sig.
Nu går jeg, sagde tiden vil finde indpas i indskolingsbiblioteket, og skal man have tiden til at gå med en god fortælling for børn, skal den også hjem på børnebogshylden. Her kan den ved enhver kærkommen lejlighed sikre kvalitetstid med børn, og så ved man, at Tiden er brugt fornuftigt og ikke bare skal udsættes for tidsfordriv.
