En ønskesten er en fis i en hornlygte. Fup og fidus og spild af tid. Men det koster jo ikke noget at prøve.
Sådan tænker Milo, da han sidder på trappen sammen med Andersine og en ønskesten. Milo savner sin kanin, der er død. Kan man nogensinde blive glad igen, når man ikke længere har en kanin? Det kan Milo ikke forestille sig, men da han nu bruger ønskestenen, så tror han, at naboens lille baby er en genkomst-version af Moxy, kaninen. Milo fodrer derfor babyen med kanintørfoder, og det har absolut ikke nogen god effekt på baby. Så sker der mere herefter, og det viser sig – ikke overraskende – at man heldigvis kan blive glad igen, – også selv om man ikke har en kanin.
Illustrationerne af Tine Modeweg-Hansen er i smukke akvareller, der viser en parcelhus-kernefamilies styrke til at klare svære opgaver. Der er sommer og blomster og samtidig skygge over Milos grav i haven. Øjnene hos alle personerne fortæller alt om stemning og humør. Deter fremragende illustrationer, der følger en følsom tekst.
Det er en sød fortælling, der fortæller en svær historie. Savn og sorg skal alle kunne leve med, og en død kanin er i Milos verden det samme som verdens sammenbrud. Det må man kunne komme over. Heldigvis er der nogen, der hjælper ham. Der er Andersine, der er Milos forældre og der er naboens rødhårede datter Bitten.
Milo bliver glad: Milo går den modsatte vej. Væk fra Bitten. Nu er de jo gået i gang. Så kan legen vel lige så godt vare lidt længere.
