I billedbogen Om lørdagen tegner man bare sne tegner Kamilla Slocinska drengen, der tegner sin fars kæreste. Slocinska har den markante blyantstreg der også giver plads til farveblyanterne. Drengen tegner sin fars tidligere kæreste, og det er tydeligt, at faderen ikke er glad for at være forladt.
“Han græder i natten, når drengen er lagt i seng. Drengen gør sig tanker om kærester. For ham er det nogle, der kommer og går fra dag til dag, men han har helt styr på, at faderen savner sin kæreste.”
Heldigvis kommer der sne, det bliver lørdag, de går til bageren for at købe berlinere. Og
bageren er ikke en knibsk bagerjomfru, men Amanda C’s onkel. Og så bliver alt bedre.
”Nå, svarer jeg og roder rundt i min fars hår på samme måde, som han altid roder rundt i mit.” Sådan slutter den. Men det er ikke faderen, der skal trøstes i en billedbog til børn.
Det er en bog, der er skrevet med faderens ulykkelige kærlighed i fokus. Er det drengens opgave at trøste sin far? Nej, det er ikke. Der er voksenproblemer og der er problemer for børn. Det er ikke børns opgave at holde humøret højt og kærligheden levende
hos voksne. De er netop børn. Derfor er det befriende at Slocinska tegner til denne ”voksenhistorie”. Hun har som tegner drengen i fokus. Det er dér, fokus må ligge i en billedbog til børn.
