Cecilie Eken bevæger sig langt omkring i Omnias hus, hvor børn kan finde venner,
trøst, omsorg og nærvær. Her er der plads til alle, og selv om dette kan lyde banalt,
lukker sprog og illustrationer op for en fortælling, der frembringer smil, latter og
klumper i halsen.

Hvem er egentlig denne Omnia, der ejer det gigantiske, fantastiske hus, hvor alt synes muligt?
Hende lærer man kun at kende ud fra de handlinger, hun foretager sig og den ubegrænsede
omsorg, hun viser for de børn, der kommer til huset. Hendes eneste gentagne replik er:
”Velkommen. Velkommen her”. Og man er ikke i tvivl om, at hun mener det. Her er alle
velkommen i bedste betydning.

Og de har brug for det, børnene. Ti af slagsen. De kommer alle til Omnias hus med ondt i sjælen og
livet. Vi møder Thor, der kan virke hård, når han bliver vred. Han har et rasende vilddyr inden i.
Men Omnia passer på vilddyr og børn, og Thor får en pude at slå på, og de andre går ham ikke for
nær.

Det næste vers gav mig, den der fornemmelse, når stemmen snører sig sammen, og ordene bliver
hængende et sted i halsen. Den fornemmelse, man får, når ord rammer dybt.

”Det ottende barn hedder Aksel Emil.
Hans hjerte har pletter af savn.
Hans mor er alene, hans brødre er store.
Hans far er en sten med et navn”.

Pletter af savn. Dem kender vi alle. Heldigvis er der plads til Aksel Emil og til døden, der føles
mærkelig og sær. De otte andre børn, må man lære at kende, når man læser bogen.

Norske Maren Tjelta Thu er ukendt for mig, men bogens forside og tegningerne i øvrigt minder mig
ubetinget om Ingrid Vang Nymann, der var fast Pippi- illustrator for Astrid Lindgren over en
længere periode. Det er hendes tegninger, de fleste forbinder med Pippi- bøgerne.

Der er en bemærkelsesværdig kontrast mellem bogens klare, glade farver, og de skæbner, der
kommer til Omnias hus, men det er jo klart hvorfor: Det er i det sjove, forunderlige
Hundertwasser- babelstårnshus, at børnene får præcis det, de har brug for. En voksen der vil dem.
I modsætning til Babelstårnet taler alle dog helt samme sprog hos Omnia.

Midt i alvoren om børns fortrædeligheder, der kan virke overvældende og ulykkelige, har Maren
Tjelta Thu skabt en findebog, hvor små sylepser går igen på siderne. Blandt andet en meget aktiv
mus, der åbenbart kender huset særdeles godt. Dermed indeholder bogen også legens og
nysgerrighedens elementer, og der bliver den på ingen måde tung og sorgfuld, hvilket ikke mindst
også må tilskrives Cecilie Ekens ord.

Jens Raahauge skrev for nyligt om Cecilie Eken, at hun har gjort et eller andet. Dette i forbindelse
med omtale af Sølvblomst og Natblomst. (Tidsskiftet DANSK, nr. 1, 2023, Dansklærerforeningen).
Selvfølgelig uddybes det, hvad det faktisk er, Cecilie Eken gør, og her gør hun det igen. Skriver med
en lethed, en sprogforståelse og en fornemmelse for fortælling, der griber læseren, og fører os
rundt i huset, hvor vi lærer børnene at kende.

”Og døren har hjerte,
for Omnia tænker,
at hjerter må åbne sig der,
hvor varme og venskab
skal vokse og vare,
og hun lukker op for enhver”.

Ord, der rummer al den hjertevarme, som findes i huset, og som viser, hvordan man skriver stor
lyrik for børn. Det findes heldigvis endnu.

Cecilie Ekens fortælling bliver ikke påtaget og dyster, for hun skaber håb og lys for
børnene i huset. De skal nok klare sig, og de lærer samtidig, hvad der skal til for at
hjælpe andre, og igennem fortællingen lærer børnene at tage sig af hinanden. De lærer
forståelse og empati og de lærer at se hinanden, for dem de er.