I tredje bind i serien om Storm og hans ven Anton er der igen en blæsende overflod af farce, venskabshistorier og drama, mens jord og himmel bliver ét i de afgørende kapitler.

Storm og Anton har allerede problemer fra side 1. De er rykket op i fjerde klasse og er nu ikke længere kongerne i indskolingen, men pludselig de mindste mider på mellemtrinnet, hvor det er sjetteklasserne og usympatiske Emil, der styrer.

Oven i hatten har de fået en ny klasselærer. Hun hedder Vigga, og hun fylder hele klasseværelset med en dunst af røgelse og mystik. Det er nu ikke underligt, for hun er heks. Sådan forlyder det. Og så har hun et magisk smykke, ’Orkanens øje’, der kan opfylde de inderste ønsker.

Som i de to første bind er det en dramatisk historie med varme og humor og venskaber i dansk gemytlig Krummerne-stil. Forældre fatter ikke en meter af, hvordan det er at være en ti-årig, entreprenant og selvstændig dreng. Piger er mildt irriterende. Og ’Orkanens øjes’ største aktiv er, at det helt fint beskrives, hvor svært det er pludselig igen at være den mindste i skolegården. Emil er virkelig så ondsindet, som kun en fra sjetteklasse kan være.

Når det så er sagt, synes jeg, at ’Orkanens øje’ ikke er den bedste af Kyed Knudsens Storm-bøger. Det magiske indslag fra heksen Vigga bliver ikke rigtig forløst og farceelementerne hos fx klublederen, der evigt lirer oneliners af’a la ’ligner jeg måske en pædagog?’, bliver for forceret for min smag.  Jeg synes også, at der er scener – især med forældrene – hvor historien mister tempo.

’Orkanens øje’ er præcist og skægt illustreret af Jon Ranheimsæter, der også stod bag de første to bind.

Tredje bind i serien om drengen Storm, der denne gang er rykket op i fjerde klasse og skal vænne sig til ondskabsfulde sjetteklasser, overbeskyttende mødre og hekselignede dansklærere.  

Tonen og genren er som i serien a la Krummerne – og blandingen af farce og drama egner sig fint til selvlæsning for tredjeklasserne. Dog er der skruet ned for tempoet i hovedhistorien, og jeg synes, der er et clash mellem heksehistorierne, begejstringen over legepladser og så hovedpersonernes alder. Og det er ærgerligt, for der ligger en fin historie i Storms og Antons overgang fra at være de store til igen at være de små.