”Hånden i krukken”, ”Trillebør og spøgelseslygter”, ”Syg for sjov”, ”Sej med haj” og ”Julemand i underbukser”. Det er nogle af kapitlerne i Lars Daneskovs højtlæsningsbog Ottos ikke-noget historier til børn, der skal sove. Eller underholdes med højtlæsning.
”Måske kender du ikke Otto. Derfor starter vi lige ved begyndelsen.
Otto er sådan en dreng, der både har en mor og en far og et sovedyr, der hedder Ninen. Han går i børnehave, han går i vandpytter, og nogle gange går han også tur med Ziggy, men det er kun, når der er nogen med. Ellers løber Ziggy fra ham.”
Det Otto og hans ligesindede, der er målgruppen. Det er børn i børnehavealderen, der oplever meget, men som (heldigvis) ofte er på vej til næste oplevelse, – altid.
Imellem de ti historier er der (markeret med gule sider) et mellemstykke som intro til næste historie. Her fortælles om det, der egentlig er oplæg til de utrolige oplevelser, der kommer Ottos vej. Her bliver han hentet af mormor, der som altid spørger, om han har oplevet noget. Det har han ikke, men så kommer det:
”Har mor fortalt det, siger Otto. Fortalt hvad, siger mormor.
Ikke noget, siger Otto”. Men han kan mærke, at han nok bliver nødt til at fortælle mormor det hele. Det er bare fordi, at Sebastians billede var meget flottere end mit, og så kom jeg til at gøre noget dumt, men der skete ikke noget, og jeg gør det aldrig mere. Det lover jeg.
Stop, stop, siger mormor. En ting ad gangen. Det lyder som en værre historie.
Det er det også, siger Otto. Og det var det…” Så følger historien om Sebastians klovn.
Alle historierne er på ti-tolv sider, og de kan læses højt i løbet af ganske rimelig godnat-tid. Og Otto er en sød, energisk og aktiv dreng, der kommer ud for mange gode oplevelser.
Det er Pernille Lykkeberg, der illustrerer Ottos ikke-noget historier, og det er med sjove tegninger af Otto og hans
hverdag. Lars Daneskov skriver. Det gør han uden slang, men med fint sprogøre for en
fortællerstemme. Det er helt fine oplæsningshistorier for de + 4 årige. Lidt sjove, lidt muntre, lidt drengede. Der er ingen morale. Det er en god historie.