Der er langnæsede trolde, babybavianer, spøgelser, sørøvere og harmonikamænd i Rune T. Kiddes glimrende rimsamling.  Der er vitser, små historier, poetiske glimt og brokker. Det er nonsens i den halfdanske tradition, og Kidde viser, at børnerim ikke nødvendigvis behøver at rime slut og prut. Det er befriende.

Det rim og nonsens kan, er med humor, at gøre opmærksom på sproget som sprog. Det kunne Halfdan Rasmussen per excellence. Men Rune T. Kidde leger også med sprog-lyde og tungebrækkere især i den temmelig dejlige ’Harmonikalands Hr. Monikamand’, hvor alene titlen er vanskelig at sige. Men får man strukket sin tunge i de rigtige folder og øjnene på ret køl oplever man et digt, der brækker ord op til musik og lægger op til leg.

Det bliver næsten helt tyggegummikongebobelsk i andet vers

Hr. Monikas kat Hr. Tangotagfat

Blev født en harmonikamåneskinsnat

Fru Monika, hun har monikahund

Som vejer fem hundrede polkaprikpund 

Polkaprikpund og harmonikamåneskinsnat er da bare skønne ord.

Som man kan se passer rimet næsten på sine versefødder. Og hele samlingen undgår for det meste de værste næstenrim – ærgerligt nok er det titelrimet, der med distance er det dårligste.

Bente Bechs illustrationer er farverige, børnevenlige og tager Kiddes ord bogstaveligt. Selve bogen er trykt på pap; og det indikerer jo, at der er tale om bøger til de allermindste. Det er lidt misvisende for indholdet med tungebræk og avanceret sprogleg sigter noget ældre end papsiderne antyder.

Der rimes og remses for det meste avanceret og fermt i Rune T. Kiddes og Bente Bechs nonsenssamling. Rimene er originale og skægge – men jeg synes ikke at papside-indpakningen passer til de subtile og tungebrækkende sproglege, som Kidde lægger op til.