Panik er en novellesamling om unge mennesker, der ikke har en stabil identitet, og som søger kærlighed, venskab og tilhørsforhold – koste hvad det vil.
Her er det brutal mobning, det handler om:
“I har ikke taget hjulet,” siger jeg lettet.
“Nikoline havde en bedre ide,” griner Magnus. “Jeg har bare løsnet det, og når hun så begynder at køre… så tager hun sgu hjulet.”
De griner. Jeg griner ikke med.
Og her beskrives det, hvordan det kan være farligt at være forelsket i en pige, der allerede har en kæreste:
De sparkede mig fra alle sider. I maven, i ryggen. Jeg skærmede mit hoved med armene. Ham med køllen slog efter mine ben og ramte mit højre knæ. Smerten rullede igennem mig, men jeg gav ikke en lyd fra mig. De holdt op med at sparke og slå. Jeg lå helt stille og gispede efter vejret, mit hjerte hamrede, og det gjorde ondt alle vegne. Hvem var de? Hvad ville de?
De otte noveller i samlingen er alle realistiske og foregår hovedsagelig i et provinsbymiljø med hovedpersoner, der går i skolens overbygning, spiller fodbold, kører på knallert og drikker øl. Således er novellernes univers og karakterer genkendelige for rigtig mange unge mennesker i Danmark.
Zimakoff har et godt blik for unges liv. Han skriver i særlig grad for de unge drenge, der spiller fodbold og snakker om piger. Den sidste novelle er skrevet som en tekstmelding fra en kammerat til en anden. Det er et tilbageblik og en genfortælling om en udfordring, der fik et skæbnesvangert resultat:
Der var engang tre venner, der startede på Christianshavns Gymnasium sammen, den ene gik der tre uger, så tog han på college i USA, den anden gik der fem uger, så røg han på efterskole, den tredje gik der også fem uger, nu går han der ikke mere…
De små noveller er spændende og har en helt klassisk novelleopbygning med et afgørende skæringspunkt. De er gode. De kan læses selvstændigt, men man kan også læse alle novellerne og få et bredt problemfelt for unge præsenteret. Der er klart noget at tale om.
Daniel Zimakoffs hjemmeside
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læse- og lydprøve