Pelsanker

‣ Forfatter: Ditte Steensballe

‣ Illustrator: Iben Sandemose

‣ Forlag: Jensen og Dalgaard

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 299,95 kr.

‣ Målgruppe:fra 5 år

‣ Sidetal: 32 sider

‣ ISBN: 9788771519211

“Pelsanker” er en smal bog, hvor der er plads til alle. Værket handler om den altoverskyggende sorg, du føler, når du mister en sjæleven, men sorg opstår jo på grund af tabet af noget godt, og det viser bogen os også.

Hunden Freddi er død, og hundens ejer føler et stort savn og en alt overskyggende ensomhed.

 ”Freddi.
Vi skabte en verden sammen.

 Din og min.
Vi havde vores eget alfabet.”

Historien er dejlige minder om gåture i parken, tosomhed og sofahygge, men det er også en historie om ensomhed og oplevelser, der har mistet værdi.

”V: Vandretur. Jeg har prøvet at gå ture uden dig, men det er ikke rart, for alting minder om dig.”

Den smukke billedbog benytter sig af alfabetet som et formdannede princip til at udtrykke eksistentielt kaos. Ved denne form er der fokus på sproget og på semantiske felter.

”Før var det: A som altid (…)” og ”Nu er det: A som aflivning?

Freddi og Freddis ejer havde deres eget alfabet, men alfabetet er en rækkefølge af bogstaver, hvormed et sprog skrives, og sproget er repræsentationer af verden på godt og ondt.

Vi har alle brug for et anker, og hvis det forsvinder flyder vi for en stund rundt i oprørt vand, men bogen trøster os også undervejs. Iben Sandemoses illustrationer portrætterer Freddi som en lykkelig og også lidt fræk bandit. Han havde et dejligt liv, og det letter lidt på stemningen. Som stregen, er farverne skarpe og klare, og det skaber ro midt i sorgens orkan, mens alfabetet også smukt blander sig i billedsiden.

“Pelsanker” er en alfabetbog men ikke som en alfabetbog, der skal lære os bogstaver, men fortælle os om eksistentielle og universelle bump på vejen. Den er et æstetisk blik på livets ærlige gang, og den er desuden en kunstnerisk anvisning til, hvordan svære ting kan udtrykkes smukt. Vi kommer alle til at opleve smerte ved at miste, og “Pelsanker” kan forberede os på det møde, ligesom den kan lindre, hvis man er ramt af sorg.

Ditte Steensballe og norske Iben Sandemose har sammen begået en lille perle, som egentlig bare skal læses højt, og så kan man se, hvad der sker. Den er et eksempel på en bog, der fortæller os om døden og smerten ved at miste uden at didaktikere. Den formår at vise livets kvaler kunstnerisk og ikke tematisk, og hvis man skal noget efterfølgende, så kan man jo….

Male dagen blå

Med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen..(..)

Eller gul, grøn, rød, hvid, lys

Anmeldelsen er skrevet af Betina Falsing

Gode historier er flyvende kufferter, der bringer os udover horisonten, hvor nye historier begynder. Denne rejse forsyner små mennesker med en bagage fuld af fremmederfaringer, som skaber livsduelighed og lykke. Som bibliotekar og som Betina har det, de sidste 25 år, været min mission at være rejseleder og sætte børn og unge ombord på de flyvende kufferter og ud på de vildeste dannelsesrejser i litteraturens verden. Jeg har selv taget rejsen, inden jeg tilbyder dem en billet, for jeg læser stort set alt og også ganske bredt, da vi som mennesker er forskellige. Glæden ved jobbet som dannelsesrejseleder rækker udover bibliotekarens formelle arbejdstid, og jeg arbejder efter arbejde med at sælge billetter i udsatte boligområder, jeg skriver artikler og jeg sidder i juryen for Kulturministeriets Forfatterpris.