Pigefnidder

‣ Forfatter: Dorthe Skytte

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2018

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 90

‣ Sværhedsgrad: Lix 14

‣ ISBN: 9788702258028

”Far er lige ved at fortælle noget,” siger mor, ”Vi kan tale om din fødselsdag bagefter.”
”Men jeg vil lave noget sjovt,” fortsætter Alma.
Far nikker.
”Ja, ja, vi finder på noget sjovt. Måske kan jeg lave en skattejagt ude i haven.”
”Men jeg vil ikke holde den her,” siger Alma, ”Det er ikke sjovt.”
”Hør nu her,” siger mor alvorligt, ”Der er ingen grund til at betale penge for at holde den et andet sted. Vi kan sagtens finde på noget sjovt her.”
Alma rejser sig.
”NEJ,” råber hun og sparker til sin stol.
”Min fødselsdag skal være særlig.”
”Alma!” siger far vredt.
”Slap dog af,” siger hendes søster og vender øjne.
De forstår det ikke. Det er vigtigt, at hendes fødselsdag bliver særlig. Ellers gider de andre piger ikke komme.

Pigefnidder er en novellesamling om venindeskab på godt og ondt. Novellerne følger nogle af de i alt ni piger i en skoleklasse, og ét af problemerne er, at de netop er ni – for med et ulige antal er der næsten altid én, der er udenfor.

Jeg har haft lidt svært ved at kategorisere Pigefnidder. Egentlig er den en letlæsningsbog, men dens format lægger mere op til en placering blandt ”almindelig” børnelitteratur. Derudover var jeg overrasket over at opdage, at bogen består af små noveller. Jeg var faktisk et godt stykke inde i bogen, før jeg opdagede det. Hver novelle starter med et dagbogsopslag, som forklarer lidt om den pågældende novelles hovedpersons tanker. På den måde er tonen allerede slået an til, hvad vi har i vente som læsere.

På trods af forvirringen synes jeg, at bogen fungerer rigtig godt. Bogen tager hverdagstemaer op, men samtidig formår den at behandle store temaer som for eksempel sms-mobning, pinlige forældre og – som bogens titel siger – pigefnidder. Derudover vil de fleste piger kunne leve sig ind i bogens beskrivelser af skoledagens genvordigheder.

Pigefnidder er en fin letlæsningsbog til den sikre læser. Bogen har et lix-tal på 14. Bogen er en del af Gyldendals Læs løs-serie, som erstatter den tidligere Dingo-serie. I Læs løs-serien er bøgerne delt ind i 10 sværhedsgrader, hvilket gør det nemt for læseren at fortsætte sin læseudvikling.

Om bogen på Gyldendals hjemmeside

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.