“PIGEN, ANGSTEN OG VENINDEN” er et moderne eventyr, hvor faren ikke manifesterer sig i trolde og lede hekse, men i et virvar af sorte streger og et destruktivt selvbillede.

”Der var engang en pige.” Anslaget i “PIGEN, ANGSTEN OG VENINDEN”  antyder, at vi har et eventyr foran os, og genrekoden fortæller os ligeledes, sammenholdt med titlens brug af versaler, at det ikke er for sjov. Men på den anden side, så ved vi også, at eventyr oftest slutter med, at de levede lykkeligt til deres dages ende. Med dette håb, og med udsigten til en hjemme-ude-hjemme fortælling, går vi i gang med læsningen.

En lille pige bor i et hus i en skov. Hun elsker skoven, hun elsker at synge, og hun elsker sin veninde. Men idyllen bliver brudt, da hun en aften hører skridt nær huset. Efter søvnløse nætter i frygt, ringer pigen til veninden, som kommer til undsætning. Det viser sig, at skridtene tilhører Angsten, som afkræver pigens eksistentielle færdigheder. Den tager hendes mod, søvn, selvtillid og tillid. Til sidst har pigen ingen kræfter tilbage, og også veninden giver op og tager afsted.

Uden livsduelige færdigheder, som mod og tillid, er man tæt på døden, og i disse situationer står man med det sværeste valg nogensinde, valget mellem at leve eller dø. Vores lille hovedperson vælger livet og konfronterer Angsten, som viser sig at være et lille pjok,

”Forsvind” brølede hun.

”Vi ses igen” skræppede Angsten.

”Ja, du kan bare komme!” skreg pigen. ”Det bliver værst for dig selv.” Pigen fandt hjem…til sig selv.

“PIGEN, ANGSTEN OG VENINDEN” er en del af dansklærerforeningens billedroman-serie, som så dagens lys i 2004 med blandt andet Hanne Kvist og Cato Thau-Jensens “Jeg er Frede”. Forlaget skriver om serien, at det er gennemillustrerede værker til børn og unge på mellemtrinnet og i udskolingen. Bøgerne er oplagt til litteraturarbejde, herunder fokus på samspillet mellem tekst og illustrationer.

Illustrator Nadia Staldgaard har i en fin enkel stil suppleret teksten med stregtegninger, der først i sorte og hvide nuancer sætter tonen for at slutte i varme og livgivende farver og i faste former. Forfatter Ida Jessen er kendt for mange værker og til mange aldersklasser, også de søde billedbøger om elefanten Carl. Der er ingen tvivl om, at hun er en gedigen, dygtig forfatter, der skriver med en stor grad af solidaritet for børnene og i ligeværdig henvendelse. Tekst og illustration supplerer hinanden, og modsat mange nye illustrerede værker til børn og unge, ligger kompleksiteten ikke i ikonoteksten, som derimod tager os i hånden, så vi trygt kan følge pigen i hendes dannelsesrejse og overlevelse.

“PIGEN, ANGSTEN OG VENINDEN” er en historie om frygt, som alle kan identificere sig med. Vi har alle været bange for bøhmanden under sengen, og en gang imellem bliver det monster så stærkt, at det kravler ud og lægger sig om os i et favntag, der får os til at glemme det smukke ved livet, og hvem vi er. Det sker oftere og oftere blandt vores børn og unge, og litteraturen afspejler denne kamp.

Ida Jessen har skrevet et smukt værk om angst i et lyrisk sprog, der efterlader os med håb og redskaber til at kæmpe for livet. Eneste lillebitte anke fra anmelderens side er brugen af ordet angst. Det smukke ved den gode litteratur er netop, at meget er usagt. Der er lagt plads ind til deltagelse og reflektion i de kunstneriske værker og også her i vores lille eventyr, og det var derfor ikke nødvendigt med tydeliggørelsen af dilemmaet.

Forlaget skriver, at værket henvender sig til litteraturarbejde på mellemtrinnet, og jeg er enig. Tag den med i klasserummet og ødelæg den ikke med analytiske blik om miljø. Tal hellere om eventyrgenren, og hvordan den kan vise dig, hvem du er, og hvordan du kan kæmpe dig videre på trods af de trolde, der prøver at bremse dig – de er jo bare nogle pjok.

Undervisningsforløb til bogen på Dansklærerforeningens hjemmeside