Poul og far er ikke træt

‣ Forfatter: Andreas Bræstrup Kirstein

‣ Illustrator: Rasmus Bregnhøi

‣ Udgivelsesår: 2012

‣ Pris: 89,00

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788779161726

”Poul og far er ikke træt” er femte bog om den meget selvstændige Poul og hans meget tålmodige far. Poul erklærer, at han absolut ikke er træt, og efter nogen diskussion overgiver far sig og siger, at så kan Poul da bare blive oppe hele natten, for nu går han i seng. Og der står Poul så med sin dukke Pia Linda og ved ikke helt, hvad han skal gøre, men de prøver at se tv, lave mad  og trætheden indfinder sig, men Poul overgiver sig ikke. Til sidst leger de skjul, og Poul gemmer sig i fars seng hos far og vågner først næste morgen, hvor han triumferer over, at Pia Linda ikke har fundet ham.

Bøgerne om Poul og far retter sig mod de yngre læsere og fortæller på en sjov og anderledes måde om genkendelige hverdagssituationer, dog med mere utraditionelle løsninger end de fleste forældre griber til. Pouls far er alene, og moren hører vi aldrig om. Pouls far minder på flere måder om Alfons Åbergs far, men mange børn vil undre sig over hans noget utraditionelle måder at opdrage Poul på – og det giver anledning til gode samtaler. Tonen i bogen er let og humoristisk, og handlingen understøttes skønt af Rasmus Bregnehøjs karakteristiske enkle, moderne tegninger og det er forunderligt at se alle de små detaljer, han kan lægge ind i sine billeder.

Bøgerne lægger sig mellem Kaj bøgerne af Mats Letén og Kim Fupz Aakesons bøger om Vitello.

De første fire bøger om Poul og far er udkommet fra 2008 på Politikens forlag, men er desværre udsolgt, så de kan nok kun findes bibliotekerne. De hedder: Poul og far på restaurant, Poul og far i sandkassen, Poul og far har travlt og Poul og far i svømmehallen.

Jeg er vild med Poul og far og kan på det varmeste anbefale hele serien til de 3-6 årige, der vil undre sig og nyde Pouls oplevelser. Der er på en eller anden måde lidt Bamse over Poul.

Anmeldelsen er skrevet af Birgitte Rasch

Jeg er uddannet lærer fra Nørre Nissum Seminarium og har arbejdet som lærer først i Albertslund og senere på Bernadotteskolen, hvor jeg både var lærer og skolebibliotekar. Jeg var med i ”Den gode historie” i flere omgange og har været forlagskonsulent i børne- og ungdomsbøger siden 2002.