”Hvorfor skal du være sådan en nar?”
Det skulle jeg bare ikke have sagt. Jeg ved det godt, i samme øjeblik jeg siger det. Bum, så er det pludselig mig, der står for skud. Sådan rigtigt. Ikke bare noget med ’taber’ og ’retarderet’ og sådan noget. Men pludselig omringer de mig. Kevin og hele hans crew. Står og puffer til mig, så jeg ryger fra side til side. Jeg siger ikke noget, prøver bare at ignorere dem. Venter på, at de bliver trætte af det og lader mig være i fred. Det plejer at virke.
Villads har det ikke let i skolen. Dagligt chikaneres han af Kevin og hans flok af lede medløbere. Alt går som det plejer, indtil en dag, hvor Villads pludselig øjner chancen for at ’komme ovenpå’. Han stikker omverdenen en løgn og beskylder Kevin for bl.a. at have stjålet en mobiltelefon fra en dame i parken. Egentlig er der ikke tale om en bevidst handling fra Villads’ side. Muligheden byder sig ligesom bare, og han griber den i desperation. Mest af alt for at give sig selv chancen for at komme op til overfladen efter et velfortjent pust. Men desværre er det med løgne, som det er at tisse i bukserne for at holde varmen; det føles perfekt i cirka et pikosekund, og derefter rammer virkeligheden én med dobbeltkraft.
Og det er lige præcis det, der sker for Villads. Kevin får problemer på halsen, der resulterer i, at han jager Villads for at få hævn. Det ender med, at Villads pjækker fra skolen af skræk for konsekvenserne og mister den eneste gode veninde, Minna, han har tilbage.
Som om dette ikke er rigeligt at forholde sig til for en teenager, har Villads desuden et hold forældre, der overhovedet ikke fatter, hvad der sker med deres dreng. De er skilt og har hver især travlt med at ’sende lorten videre’ til hinanden i håb om, at den anden påtager sig opgaven med at opdrage Villads, så de selv kan få lidt fred og ro.
Styrken ved Problemet med Kevin ligger to steder. For det første er der et rigtig godt flow i historien. Tempoet er højt fra start til slut, hvilket betyder, at læseren holdes til ilden og får lyst til at læse videre. For det andet giver fortællingen et godt billede af, hvordan en enkelt, lille overlevelsesløgn, der egentlig bare skulle redde Villads ud af en knibe, hurtigt kan vokse sig kæmpestor og få vidtrækkende konsekvenser. Hvor alt virker meget sort/hvidt i starten – Villads er den uskyldsrene, og Kevin er den onde – bliver billedet mere og mere grumset i løbet af bogen. Læserens sympati flytter sig langsomt væk fra Villads og i retning af Kevin, og det giver stof til eftertanke.
Problemet med Kevin er en del af Alineas Sort Læseklub, som er en serie, der henvender sig til de ikke så stærke læsere i 12-års alderen. Lix-tallet er på 20, og da både indhold og udtryk retter sig mod de lidt ældre læsere, er bogen også velegnet til unge læsere. Jeg kan endvidere forestille mig, at denne bog vil falde i god jord hos drenge, der egentlig er udmærkede læsere, men bare ikke rigtig orker at kaste sig over en mursten af en roman.
Henriette Rostrup
Info om bogen på Alineas hjemmeside
Info om Alineas serie Læseklub, herunder Sort Læseklub for de 12-årige