Bjørns mor er død. Bjørn er knust. Bjørns far derimod er mest interesseret i gamle krigsslag og legetøjssoldater og vil gerne have moderen kremeret; fordi det er det billigste. Men moderen ville ikke kremeres; og hvad gør stakkels Bjørn så? Han laver en vild plan, der skal opfylde moderens sidste ønske – og det kræver både tyveri, bilkørsel, en påsat brand og en mobilisering af både morfaren og hans plejehjem og Bjørns introverte og stærkt intelligente storebror og mange mange flere ting.

Jes Buster Madsen har med Projekt Luftballon skrevet en ambitiøs farce. Og det er en farce, der er bygget på Bjørns sorg over sin døde mor og en familie i opløsning. Det kan jeg godt lide. Den historie kan sagtens holde vand.

Desværre virker det som om, at bogen ikke helt tror på denne enkle og fine historie. Derfor er der et væld af tidsspring, synsvinkelskift og leg med genre. Det kan bogen ikke holde til. Det bliver for meget staffage og rod. Det er uhørt ambitiøst – men hvor ville man dog bare ønske, at forfatteren havde sat sig for at fortælle historien helt straight og enkelt, og så kunne luftballonsideen komme op og flyve, (undskyld!).

Man har virkelig lyst til, at der var en redaktør, der har kunnet luge ud i darlings, litterære
greb og fikumdik og især i broderens forstilte kancellisprog anno 1950 – det er bare
irriterende.

Projekt Luftballon er en farce om sorg, hvor de litterære ambitioner desværre får bukserne til at briste.