Kærlighed stinker, og karma er en kælling. Netop som du tror, du har styr på det, falder det hele sammen om ørerne på dig. Det var i hvert fald det, der skete for mig, da jeg skulle til fest på skolen i fredags.
Veninderne Klara, Simone og Pernille bor i en lille provinsby, helt derude hvor man skal tage en bus for at komme nogen som helt steder. De skal til at flytte skole, da de skal i 7. klasse, og deres nuværende skole ikke har nogen overbygning. Det betyder pludselig en masse nye udfordringer i forhold til veninder og potentielle kærester. Samtidig finder Klara ud af, at hun skal have en lillesøster, hvilket slet ikke passer ind i hendes kram. Hun føler intet behov for at glæde sig sammen med resten af familien, men forestiller sig kun en ildelugtende, skrigende blebaby. Samtidig går Pernille på jagt efter sin far, som hun aldrig har kendt, men som hun nu vil forsøge at finde frem til og måske få et forhold til.
Vi følger venindernes hverdag på godt og ondt, beskrevet fra Klaras synspunkt, men med indspark fra en dagbog, de tre veninder beslutter at lave til Klaras lillesøster, som skal beskrive do’s and dont’s ved livet som teenager.
Bogen er en del af Carlsens ”Sommerfugleserie”, som er udviklet til piger i alderen 9-14 år. Tema, sprog og følelser er nøje tilpasset læserne i målgruppen, og der er lagt vægt på kvalitet i udvælgelsen af historierne til serien. Titlerne er delt i to grupper, hvoraf bøgerne med én sommerfugl er til den yngste del af målgruppen, og dem med to sommerfugle er til den ældste (som denne bog).
Jeg synes, der her er tale om en gedigen, socialrealistisk ungdomsroman. Sproget er flydende, designet af bogen er lækkert, og bogen præges hele vejen igennem af humor, som da Klara og veninderne ikke når bussen hjem til provinsbyen og i stedet må hentes af Klaras far, som kommer drønende i sin traktor ind midt i byen.
Bogen forklarer rigtig godt livet for en helt almindelig teenager og formår at gøre det egentlig forholdsvist udramatiske plot nærværende og vedkommende. Skøn bog!