”Vi taler om … kaniner. Som er her med vilje. For at tale med mig. Ikke én kanin. Ikke et par stykker. Mit værelse er invaderet af en hær af kaniner. En armé af hoppeti-hoppere. En armada af langører. De hopper på sengen. De graver i sækkestolen. De hænger i loftsviften. Du ved. Muntrer sig. Og de smører deres spøgelsesslim ud over det hele. Fordi de her kaniner er – ja, det kan ikke blødgøres med floromvundne formuleringer – de her kaniner er døde.”
Med ”Rex Dexter og de stendøde kæledyr – en kanin i hatten” slutter eventyret om drengen, der kan tale med de døde dyr. Men ikke før han har været på, hvad der bliver den sidste sag, denne gang omhandlende kaniner. Døde kaniner, vel at mærke; og MANGE af dem! De invaderer Rex’ værelse, og der bliver flere og flere af dem. Da det endelig lykkes Rex at få dem i tale, viser det sig at de alle har tilhørt den samme tryllekunstner, ”Den altovervældende Isabella”. Det er nu op til Rex og hans trofaste ven Darvish at opklare mysteriet om de mange døde tryllekunstnerkaniner – som altid akkompagneret af den døde kylling ved navn Kylling, der (i mangel på bedre) fungerer som Rex’ kæledyr.
Det bliver en hæsblæsende jagt på forbryderen, hvor Rex gentagne gange (måske) får serveret opklaringen på et sølvfad, men er for stædig til at indse, at han ikke selv er den, der har ret. Bogen er smækfyldt med gakket humor, finurlige sproglige krøller og en handling man som læser kan gætte med på undervejs, helt som vi kender det fra de to foregående bind i serien. Dette tredje bind markerer dog slutningen (som ikke skal afsløres her, men som dog blandt andet giver en forklaring på den mystiske kæledyrskylling Kylling, og hvorfor den ikke er gået videre til det hinsides).
Bogen er illustreret undervejs med sort/hvide illustrationer af Hugo Cuellar, som også har illustreret de tidligere bind i serien. Der er lidt tegneseriestil over hans illustrationer, der er med til at føje en ekstra dimension til historien.
Var man vild med de første bind i serien, vil man uden tvivl sluge bind tre i en fart. Og ud over den gode humor og den spændende handling, er afslutningen på serien faktisk også rigtig sød – og en lille smule rørende. Bogen får en stor anbefaling med på vejen herfra. Som bonusinfo kan det bemærkes, at den også fungerer virkelig godt som højtlæsningsbog.
