’Ridderen af det røde hyben’ er første bind i en billedbogsserie med titlen: Eventyr fra elverlandet. Og i den første historie bliver elverridderen Agern narret til kamp af en ildrød ridder. Agern går på ham med arrig og krum hals. Det er ikke specielt smart, da ridderen i virkeligheden er en ondskabsfuld troldmand, og hesten er hans firearmede monster, Kryb.
Troldmanden bortfører Agern for næsen af Agerns underskønne kæreste Hyben. Og det er der en bestemt og ondskabsfuld grund til; elverne er nemlig dydens grus i hans nedrige maskineri; derfor skal samtlige elvere indfanges.
Hyben tager affære og beslutter sig for at befri sin kæreste fra troldmandens lænker og ved hjælp af en hyrdestav og en alfesang om at stå sammen, når hun hen til Agern og det endelige opgør mod troldmanden.
Det er et helt straight eventyr og elversagn, hvor fokus er på handlingen snarere end på sprog og dybe personer.
Det er sikkert meningen. Men jeg savner i den grad noget, der udfordrer historien bare en lille smule. Agern er modig og ilter, Troldmanden er ondskabsfuld, Hyben er smuk og modig og får hjælp fra naturens væsner. Alting passer meget for perfekt ned i en analysemodel. Og så bliver ’Ridderen af det røde hyben’ for stiv; især når der ikke er elementer fx sprogligt overskud eller en overraskende personer, der løfter den op over genrens faste strukturer.
Peter Snejbjergs illustrationer understreger den rene heltehistorie.
Det er et elverheltesagn og på den måde er ’Ridderen af det røde hyben’ meget genretro. Så meget at historien bliver for stiv og forudsigelig. Og jeg sidder tilbage med en lidt ærgerlig fornemmelse af at have læst en bog, der ikke rigtig vil mig noget.