”Rita tæller.
En, to, tre, fire glas.
En, to, tre, fire knive.
Knive og nive.
Det niver i maven. Hvorfor fire glas?”
Rita er en pige, der rimer på alt. Alt det, hun oplever i løbet af dagen hænger sammen, når hun rimer. Knus og krus, Væk og kvæk. Tand og vand. Laks og Max.
Max er Tues søn. Tue er mors nye mand. Derfor er der fire af alting, da de skal på skovtur. Det er Rita ikke helt tilfreds med; det gør hende lidt urolig.
Mette Vedsø formår i meget, meget kort form, korte sætninger og korte ord at få fortalt historien om en ny familiekonstellation, der ikke umiddelbart synes så tillokkende for Rita.
Samtidig med, at der fortælles om en ny-familie-problemstilling, så leges der med ordene og rimene, og det giver en opmærksomhed på sproget, som enhver ny læser (og rutinerede læsere med) har brug for.
”Læs Løs 4” er en kategori, der med et lixtal på 13 og et let-tal på 5 placerer sig blandt de bøger, der benævnes ”tidlig sikker læsning”.