”Stakkels dig, siger Noa og ser på mig med grønne øjne. Ingen har grønnere øjne end min bedste ven. Jeg elsker hende. Hun elsker mig. Selv når jeg er sur, elsker hun mig. Og jeg elsker hende, når hun er kedelig og ikke gider lave noget. Vi er som enæggede tvillinger.”
Sådan indledes denne sørgelige og vigtige bog om en mors kræftsygdom. I modsætning til handlingen i mange bøger, så bliver moderen ikke rask. Hun dør. Som læser følger man hende og hendes familie i de sidste måneder i hendes liv. Mor, far, storebror Lucas og Lea. Lea er hovedpersonen, men det er særligt hendes forhold til moderen, der er i fokus.
Noa og Lea er blevet uvenner, fordi Noa har sagt det højt: Leas mor vil dø inden længe. Lea laver en aftale med sig selv om, at så længe hun er uvenner med Noa, så vil moderen ikke dø. Og Lea har mange andre måder at reagere på: Hun skipper sit elskede fodbold, og den fine fodboldtræner må bande, uden at hun lytter, hun slås med sine klassekammerater, og hun har i det hele taget et rigtig svært liv. Heldigvis forstår hendes mor og far, hvad der sker, så de er der som gode støtter.
Bogen er tilegnet Jessica Skarpsvärd. Der står:
”Til Jessica Skarpsvärd som ønskede, at jeg skulle skrive denne bog, men som ikke nåede at læse den.”
Og det er sådan, bogen er. Det er en bog, der måske kan være en hjælp til de børn og unge, der får store tab i deres liv. Det er også en bog til alle, der kender nogen, der har familiemedlemmer eller venner, der er uheldbredeligt syge.Illustrationerne er af Joanne Hellgren, der har tegnet i spinkle stregtegninger.
Når man har læst denne bog, kan man tale om Lea, om Noa, om moderens måde at tackle sygdomsforløbet på, og man kan tale om det, der gør, at man reagerer uhensigtsmæssigt. Det er en bog, man bliver rørt af, når man læser.
Links:
