”LAD OS TAGE TIL MÅNEN; sagde Anna.
Men det er jo ude i rummet, sagde Krokodille. Rummet er mørkt, og der er ingen derude, og månen er virkelig langt væk. Det er nærmest helt umuligt.
Godt, sagde Anna. Lad os komme af sted!”
Vi har mødt Anna og Krokodille før. Nemlig i bogen ”Sådan finder du guld”. I den nye billedbog ”Sådan kommer du til månen” er de to igen et godt makkerpar. Den ene er utålmodig og opfindsom, og den anden er tålmodig og evner at planlægge. De vil gerne til månen, men så skal man kunne matematik. Det kan de også. Anna kan nemlig tælle ned fra fem, fire, tre, to, en. Og så går det.
Anne og Krokodille smører nogle klap-sammen-madder, bygger en raket, tæller ned og tager til månen. Her ser de, helt som Apollos besætning i 1969, mod jorden, og de synes, at den er smuk:
“Den er næsten helt umuligt smuk” sagde Krokodille. “Men lille”, sagde Anna. “Hvordan kan jorden være så lille?” “Den er bare langt væk”, sagde Krokodille. “At være langt væk føles præcis som at være meget lille, når man savner nogen”, sagde Anna.“ “Tror du den savner os?” “Selvfølgelig! Vi er på månen!” “Stakkels jord.”
Det er en fin og smukt fortalt billedfortælling, hvor børnelogikken har god plads. Kan man overhovedet tager på en mission, hvis man ikke har rigeligt med klap-sammen-madder? Nej, det kan man jo ikke. På illustrationerne, der er lavet af forfatteren selv, ser man den kvikke, opvakte og utålmodige Anna i evig bevægelse. Krokodille sidder på sin hale og venter. På alle andre billeder ser man også tydeligt, at det er Krokodille, der ”har Annas ryg”. Det er en god ven.
Nysgerrigheden og glæden ved at se noget ukendt fylder meget i bogen. Det gør venskabet også. Anna og Krokodille er gode at følge. De gravede guld i første bog. Nu er de så på månen. De ser sikkert resten af verden i de følgende bøger.
