Det måtte jo ramme ham før eller siden. I den ottende bog om Sally og hendes hyggelige far med den lejlighedsvist skæve vinkel på tilværelsen får faren mandeinfluenza.
Sallys fars pædagogiske opdragelsesmetoder er ikke altid lige efter bogen, hvor den så end står, og hans politiske korrekthed sidder heller ikke altid lige i skabet. Og gudskelov for det, for det er der rigeligt af i børnelitteraturen i forvejen.
Den lidt skæve far må altså tænke sig grundigt om, da hans datter en morgen vågner og har det skidt. Han beslutter, at Sally nok har ondt i pjækketarmen – selvom hun slet ikke vidste, at hun havde sådan en – og langt om længe kommer hun i skole.
Da Sally kommer hjem, har hendes far dog fået mandeinfluenza. Han ligger og klynker i sofaen omgivet af lægelitteratur af divergerende lødighed, og Sally må derfor i gang med at passe ham. Der findes som bekendt kun én kur bestående af konstant omsorg, lakridser, tomatsuppe, flæskesvær, gulerødder i stave – det må da være en misforståelse – samt kakaomælk og kiks. Gerne tudekiks. For som Sallys ansigtsudtryk på forsiden afslører, så er hun temmelig skeptisk over for farmands miserable forfatning.
Sallys far har mandeinfluenza byder ikke på noget nyt i bøgernes univers. Vi er i den absolutte easy reading-kategori, men bøgerne har den kolossale fordel, at de er hyggelige og lige til at læse op. Figurerne er genkendelige for mange mennesker, og der ligger ikke et underfundigt skjult budskab gemt i hverken titel, motiver eller tematikker. Sallys far har mandeinfluenza handler om Sallys far, der har… ja, du gættede rigtigt, mandeinfluenza. Det kræver selvfølgelig, at man ved, hvad der gemmer sig bag denne for mange fortravlede mænd så kærkomne diagnose, men når det er sagt, bliver vi ikke væltet bagover af tvetydige, ironiske plot-twists og neglebidningsfremkaldende cliffhangers.
Sally-bøgerne er, hvad de giver sig ud for at være. Ligefremme, morsomme, små fortællinger for børn, der kan læses op på en godnatstund eller to. Langtidsholdbare klassikere er de nok ikke, men det er heller ikke et krav. Fortællinger om børns hverdagsliv med skøre forældre har for længst vist sig at være gangbare i børnelitteraturen, og sådan er det heldigvis stadig. Det genkendelige skaber glæde. Mere kompleks er verden heller ikke.
Om Thomas Brunstrøm
Om Thorbjørn Christoffersen
Info om bogen på Carlsens hjemmeside
