Se bare alle dine flotte tænder! Tit-tit, siger det. Må jeg godt snart få noget at tygge på?
Samira kan godt lide at være Samira. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for et godt liv, skulle man synes? Tilmed kan hun godt lide sin veninde, Frida og dertil også at gå i skole …
Men i skolen skal man lære noget. Man skal fx have biologi, som jo er læren om liv. Og her hører Samira så, at hun har et skelet. Og ikke nok med at hun har et, det samme har Frida og alle andre. Samiras liv falder fra hinanden. Hun kan hverken forlige sig med sit eget eller andres skeletter, og det går ud over venskabet med Frida. Selv da hun kommer hjem, brokker Samira sig over faktum, men mor mener nu godt, hun kan hjælpe sin pige.
En snegl, en regnorm osv. klarer sig da udmærket uden skelet, så det vil Samira da også kunne, mon ikke? Hun lover at Samira skal blive fri for sit skelet.
Men da mor synes at gøre alvor af at skille Samira fra sit skelet, så bliver det alligevel for meget, og hun stikker af og opsøger Frida.
De enes om, at de skam godt kan leve med deres skeletter, og netop som de har affundet sig med dette faktum, så hører de næste dag om, at mennesket også består af kød og muskler. Men det værste chok har fortaget sig, og de kan godt leve med, at det forholder sig sådan, og det kan deres venskab sagtens også overleve.
Camilla Kuhn (1975) har tidligere, i 2013, udsendt billedbogen Den søde hugorm Gorm. På norsk er det imidlertid blevet til flere bøger, som hun selv illustrerer og skriver tekst til.
Billedbogen er fin, sjov og velegnet som højtlæsningsbog og kan give god anledning til på et begyndende niveau at samtale om, hvad et menneske er for en størrelse. Illustrationerne er i al deres groteske udformning humoristiske og indbydende, og man føler sig nærmest i et Poul Pava’sk univers, hvilket på ingen måde er et dårligt sted at være.
