“De var skolen. Grå og grim. Det var første dag i en ny skole, i en ny by i et nyt liv. Et liv, der totalt skiftede retning, da mor og Carl fik den ide, at mor skulle flytte ind hos ham på bøhlandet … og jeg skulle med.”
Sander skal starte på en ny skole. Det er skræmmende for de fleste. Sander har ikke selv bedt om det. Han ville gerne være blevet hos sine venner inde i København. Det er de voksne, der bestemmer, så nu er han her hos Carl og mor. Sander skal gå i sjette klasse, og hans sidekammerat er en pige med tjavset hår. Hun hedder Alba, og hendes forældre har en hundekennel. De bliver venner. Sander får en hund, og han får nogle konflikter med Ronnie-banden, der styrer en hel del.
Så er der materiale til en hel del konflikter. Det centrale for Sander er, om han kan ”falde til” på et nyt sted. Det lykkes, takket være Alba, hunden Halifax og så hans familie, der viser sig at være helt i orden.
Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er et eneste billede i bogen. Det er en tekst-bog, og det er helt fint. Faktisk er det dejligt. Ordene skaber mange billeder.
Forsiden viser en dreng med en hund. De er på vej udenfor byskiltet. Det er pap-brunt i tonen og kunne have været langt mere motiverende i form og farve. Det ligner en hengemt bog fra 1950’erne. Farvevalget og tonen på forsiden refererer klart til titlen med ”papliv”, men det ser altså bølgepap-agtigt ud.
Det er en spændende bog, der behandler helt realistiske temaer. Venskab, papfamilier og nye relationer. Daniel Zimakoff skriver medrivende med mange dialoger. Det er lix 20, det er et lixtal, der signalerer ”automatiseret læsning”. Derfor skal det også være et spændende og vedkommende indhold, så børn vil automatisere deres læsning.
