Uden at ane hvor han var på vej hen, fortsatte han sit løb. Han burde føle angst, burde være lammet af panik, men det var ikke tilfældet. HAN VAR PLAYER. De mange sindssyge oplevelser havde udrustet hans sind med ukuelig dødsforagt, som ikke bare gjorde ham til en bedre spiller, men også til en fokuseret og hævnlysten dræbermaskine, som ikke helmede, før målet var nået.

Vi møder første gang Hannibal i bogen DX Cyberkriger. Hannibal er en indadvendt, utilpasset 15-årig knægt, der bor sammen med sin mor, som han stort aldrig snakker med. Skolen siger ham ikke rigtig noget, og han har det bedst i selskab med sin computer og sine exceptionelle gaming-egenskaber. Han er mesteren over dem alle i det virtuelle online univers og kendt i gamer-kredse. Her hersker Come and get some (Hannibals gamer-alias). Når han træder ind i et spil, undgår mange af de andre spillere ham af frygt for hans evner, mens han for andre er et mål, der er prestige i at besejre. En dag, hvor Hannibal i vanlig stil dominerer et spil, finder han en speciel medalje, og i det øjeblik han samler medaljen op, forandres alt. Hannibal trækkes i bedste Jumanji-stil ind i spillet, og i stedet for at sidde sikkert bag en spillekonsol og uddele virtuelle tæsk til sine modspillere, er han fysisk til stede som sin egen karakter i spillet. Det betyder, at de våben, som han betjener sig af, rent faktisk skal betjenes som våben og ikke som taster på et tastatur eller knapper på en controller, og i stedet for at miste virtuelt liv, spiller han nu med sit eget som indsats! Hannibal møder en gruppe andre, der på samme måde har fundet en medalje og er blevet fanget i spillet, og som søger efter en udvej. Modstanderen synes at være udvikleren af spillet – spilmastodonten DX – og en hæsblæsende rejse udvikler sig nu med vennernes kamp for overlevelse og deres desperat søgen efter en måde at komme tilbage til den virkelige verden på. For at øge gruppens chancer for overlevelse og for ikke at blive bytte for andre spillere, skifter Hannibal gamer-alias til Player.

Som en konsekvens af begivenhederne – og i særdeleshed mødet med Firefly (Lea) i første bog DX Cyberkriger – er det en helt anden Hannibal, vi møder i opfølgeren, DX Under Jorden. Hannibal har fået et sundt og elskeligt forhold til sin mor, han passer sine pligter og sin skole, og han er holdt op med at game. Han opsøges imidlertid af en af hans gamle gaming.venner, Jacob (alias Jaco), som nærmest tigger ham om hjælp, og da Jacob samtidig nævner navne, der i Hannibals optik hører fortiden og den virtuelle verden til, og som han kun kender fra den verden, han oplevede i 1’eren, vækkes Hannibals nysgerrighed (og frygt). I sit forsøg på at hjælpe Jacob, bliver Hannibal atter hvirvlet ind i den virtuelle verden, hvor han støder på gamle kendinge, men i stedet for et opgør med DX, synes modstanderen i stedet at være noget større og langt mere faretruende; den virkelige verden er truet, og Hannibal må atter kæmpe det bedste, han har lært, igen med livet som indsats.

I DX Ghostplayer, bog nummer tre, vågner Hannibal op på sit værelse og tror, at det hele har været en drøm. Han har dog stadig sit avancerede kampudstyr på, og inden længe går det op for ham, at han er i sin egen, virkelige verden, men i astraltilstand. Han befinder sig med andre ord i et parallelunivers til den virkelige verden! Omgivelserne i de to paralleluniverser er identiske, men de begivenheder, der foregår i den ene verden, påvirker kun den verden, de foregår i, og ikke den anden. Og omvendt. Missionen tilbage i DX Under Jorden lykkedes kun delvist, og nu skal det endelige slag finde sted. Men hvem er modstanderen i virkeligheden, for den synes at være noget større og mere skrækindjagende end blot DX? Uagtet der ingen kontakt er mellem paralleluniverset og den virkelige verden, lykkes det Hannibal at skabe kontakt til sin gode ven Jacob, og med Jaco som en slags gamemaster går den hæsblæsende kamp for overlevelse. Størstedelen af Hannibals venner er fanget af modstanderen, hvor de tappes for menneskelighed, og det bliver en kamp med tiden for Hannibal og hans få tilbageværende kammerater ikke alene at få reddet vennerne, men også at bekæmpe den tilsyneladende uovervindelige modstander og finde en vej tilbage til den virkelige verden og også redde denne.

I serien om Hannibal er der smæk for skillingen og hæsblæsende aktion fra første sekund (skud). Serien skildrer den klassiske kamp mellem det gode og det onde, men det er ikke tydeligt, hvad det onde er for en størrelse, og ej heller er det tydeligt, hvem eller hvad der står bag før til allersidst. Det er ikke meget fred og ro, Hannibal får undervejs, og det høje tempo i fortællingen står ganske godt mål med mængden af udfordringer og antallet af monstre, der i den ene eller anden form skal henholdsvis løses og bekæmpes. Er man først gået i gang med serien, har man har svært ved at lægge bøgerne fra sig, da det ene kapitel tager det næste.

Forfatteren har tydeligvis søgt inspiration fra en række klassikere inden for sci-fi-filmgenren. Inspirationen fra The Matrix-trilogien er eksplicit, men hændelser og figurer i handlingen synes også at være inspireret af film som Blade Runner og The Terminator. Et af de mere elegante elementer fra The Matrix, som forfatteren gør brug af, er ind- og udgange. I første bind finder Hannibal og vennerne ud af, at de ved hjælp af døre kan bevæge sig imellem DX’s forskellige spil (lidt ligesom The Keymaker i The Matrix bevæger sig fra et sted til et andet i matrix’en gennem døre) og på den måde skjule sig for deres forfølgere. Det giver nogle ganske pudsige kontrastfyldte billeder, da de forskellige spil, de besøger, kræver forskellige outfit. Fuldt kampklædte ”killing machines” er f.eks en kende malplacerede i en elegant diner, som Lea og Hannibal befinder sig på i et idyllisk reality-simulationsspil, de havner i. Dette er et blot ét eksempel på, hvordan forfatteren fantasifuldt får elegante effekter ud af almindelige tilstande i ”forkerte” kontekster. Et andet eksempel, som jeg synes er helt sublimt, er måden hvorpå han i Ghostplayer elegant får bragt fysisk kontakt mellem parallelverdenen og den virkelige verden ved at anvende Virtual Reality-briller omvendt. Hannibal finder i spillet et sæt VR-briller, og da han tager dem på, bliver han synlig og kan kommunikere med folk i den virkelige verden, men forsvinder for sine forfølgere i den virtuelle verden. Ganske enkel og brillant feature.

Jeg tror, at det kræver en vis interesse for og indsigt i gaming-verdenen at bliver rigtigt fanget af bøgerne. Forfatteren har forklaret, at hensigten med serien – ud over at skulle være en god historie – har været at appellere til de 13-årige drenge, der måske ikke har den store interesse for at læse, men i stedet er fordybet i gaming. Havde jeg været dreng, 13 år og interesseret i gaming, og havde min mor overtalt mig til at læse denne serie, er jeg ret sikker på, at jeg var blevet fanget af den. Forfatteren har med andre ord ramt ganske godt plet med sit sigte. Personligt synes jeg bedst om den første bog, da det er i den første bog, der sker mest udvikling i Hannibals karakter. Handlingen, intensiteten og cliff-hangeren holder imidlertid hele vejen igennem serien, som derfor bør læses til ende.

Sproget i bøgerne er ikke vanskeligt, men forfatteren gør meget brug af tekniske termer, så det er en klar fordel at have et vist kendskab til gaming-verdenen. Jeg tror ikke, at bøgerne vil appellere til flertallet af teenagere, og jeg vil derfor ikke anbefale den til klasseundervisning, men hellere til frilæsning for dem, der falder inden for målgruppen. Jeg tror også, at svagere læsere, der umiddelbart er ældre end målgruppen, men fortsat indholdsmæssigt falder inden for målgruppen, kunne have stor glæde af serien.

Jon Zaars hjemmeside
Info om bog et på Turbines hjemmeside
Info om bog to på Turbines hjemmeside
Info om bog tre på Facets hjemmeside