Sig det!

‣ Forfatter: Laurie Halse Anderson

‣ Illustrator: Emily Carroll

‣ Oversætter: Betty Frank Simonsen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 254,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 384

‣ ISBN: 9788702410631

“Sig det!” blev første gang udgivet på dansk under navnet “Tavs tale” i 2001. Det var inden internettet, mobiltelefoner og genren grafisk roman fik sit indtog. Dengang blev romanen skrevet fordi forfatteren havde oplevet et overgreb i sine teenage år, som hun havde brug for at få bearbejdet. Bogen blev en succes, og forfatter Laurie Halse Anderson har nu sammen med Emily Carroll givet bogen nyt liv i denne grafiske roman.

Melinda begynder på high school. Tiden burde fyldes med glæde, fester og drenge, men ikke for Melinda. En fest i sommerferien tog en drejning, og hun kan hverken glemme det, eller tale om det. Det ødelægger hende indefra, og hun har ingen at tale med! Vennerne falder fra, forældrene skælder ud og hendes karakterer rammer bunden. Men noget uventet hjælper Melinda, da hun er allerlængst nede.

”Han gjorde mig ondt.
Det var ikke min skyld.
Jeg vil ikke lade det slå mig ihjel.
Jeg kan vokse og gro!”

“Sig det!” er tegnet i den simple farvepalette, som skaber en rå og usminket atmosfære, hvilket passer perfekt til de ubehagelige og intense følelser, karakteren oplever. Der er en god balance mellem tekst og billeder, som gør bogen sammenhængende og let at læse. Billederne giver læseren mulighed for at forstå hovedpersonen på et dybere plan. Derudover er det let at identificere sig med karakteren, da det trods den voldsomme oplevelse, er helt almindelige følelser hun gennemgår. Følelser som enhver teenager med stor sandsynlighed vil føle på et tidspunkt i sit liv.

“Sig det!” er en smuk fortalt og illustreret grafisk roman om at opleve noget traumatisk, men også om at komme ovenpå igen. Bogen er virkelighedsnær og vigtig. Derfor anbefales det, at den bruges både som frilæsningsbog, men også i undervisningen, da den ikke kun fortæller om et vigtigt emne, men også har masser af modaliteter i sig, som er værd at se nærmere på og dermed undersøge grafisk roman som genre og fortælleteknik. 

Anmeldelsen er skrevet af Louise Sommer

Jeg studerer til lærer på UCN i Aalborg. Her læser jeg dansk, kristendomskundskab og billedkunst til indskolingen og mellemtrinnet. Udover at studerer, arbejde og læse er jeg mor til en dreng og bonusmor til 2 piger. Derudover er jeg bosat i Gistrup i et dejligt hus. Jeg elsker både bøger til børn, unge og voksne. De bøger, hvor jeg lærer nyt, bliver fanget fra starten eller får noget at tænke over, er mine favoritter.