”Jeg hiver ud i elastikken på mine underbukser for lige at få det bekræftet.
Men – SUK – der er desværre ikke kommet krymmel på karamellen, siden sidst jeg tjekkede.
Eller skæl på anakondaen. Eller … ja, okay, riller på regnormen.
SÅÅÅ SPISER VIIIIIIIII
Ja, ja, jaaa, far. JEG KOMMER NU.
Som om det gør en forskel at maden bliver kold.
Linsegryde smager jo stadigvæk af linsegryde og ikke af pizza.”
Sådan, så er Sivert præsenteret som den nye teenager, der ikke helt har fundet sig tilrette med sin alder og sin krop. Spin-off er ikke blot noget, der fungerer godt mellem film, bøger, merchandise og computerspil. Inden for graphic-novels findes det også. Den meget sjove, meget læste og meget prisbelønnede Møgmis-serie har nu fået en spin-off-graphic-novel: ”Sivert har kun ét liv”.
Det er et godt makkerskab mellem tegneren Thomas Hjorthaab og forfatteren Sophie Souid. Det kan være svært at finde balancen mellem det alt for slang-tween-teen-unge sprog og så en handling, der skrider frem med almen-unge problemstillinger. Det lykkes fint her.
Det er ikke en tegneserie, det er snarere en meget illustreret ungdomsroman. Nogle dialoger foregår i tegnebobler, og det giver et fint og afvekslende tekstbillede. Der er også mange onomatopoetikonner, altså lydord, der siger VROOOM og HA HA HAAA.
Konflikten og plottet i denne første bog med Sivert som hovedperson er en kommode-jagt, hvor de tre venner Petra, Ronnie Romkugle og Sivert forsøger at få Siverts kommode tilbage. I kommoden ligger Siverts hemmelighed, og Siverts mor har intetanende byttet samme kommode væk for en kajak. Det er en jagt på ”en forsvunden skat”, men det er også en fin fortælling om venskab og hvad der forventes af gode venner.
Det er en sjov bog. Der kommer flere i samme serie. Det er godt.