I skovens dybe stille larm
Bøger på rim kan være en tung omgang, men denne skråsikre påstand kommer til skamme i Skovly. Rimbogen rummer vers med vid og humor, og dens historie drukner ikke i forsøget på at være lyrisk, men forstærkes derimod.
Ude på landet ligger den lille hyggelige by Skovly, der har en idiot til borgmester. Borgmesteren vil gøre Skovly berømt. Koste hvad det vil. Derfor opfinder han historien om et monster, en slags Bigfoot, som han påstår lever i skovene rundt om byen. Monstret er selvfølgelig opspind for turismens skyld, men alligevel begynder byens børn pludselig at forsvinde. Og så kommer folk fra nær og fjern.
Revolverpressen får hurtigt placeret skylden hos borgmesteren, der under den følgende lynchstemning ryger i kachotten, og så falder der atter ro over Skovly.
Lige indtil endnu et barn forsvinder.
Perlende powerpoesi
Skovly er som nævnt skrevet på vers, og det holder ganske fint, selvom der ikke er tale om tidløs poesi. Versene er letløbende med simple enderim, og som læser eller oplæser er det let at komme ind i rytmen. Det kunstneriske niveau er ikke overvældende, men rimene er både overraskende og underholdende, og desuden er humoren højt prioriteret. Flere gange i løbet af bogen er der gode muligheder for grin med barnelæseren – og den mulighed bør man ikke forsømme.
Billedsiden er skarpt orkestreret af Mikkel Straarup Møller, hvis tegneseriestreg fylder bogen godt ud. Der leges med perspektiver, syllepser og åndssvage bifigurer, når Mikkel Straarup Møller blænder op for Skovslys brogede indbyggerskare. Her er alt lige fra grimme børn, nævenyttige brokkerøve og pengegriske embedsmænd, der bare skal malke kassen.
Med Skovly har Andreas Nederland skrevet en original bog, der i samspil med de spillevende illustrationer rummer en historie, der hverken indeholder en dybere morale, en større tematik eller billedsprog til videre analyse. Og heldigvis for det. Det er faktisk befriende at læse en historie, der bare skal underholde og skabe smil og latter. Det er tiltrængt. Det kan godt være, at rim kan være en tung omgang, men det kan savn, længsel, smerte og tab også. Her er der humor for humorens egen skyld, og derfor skal bogen læses højt med indlevelse, råb og sære stemmer. Hvis du leverer oplæsningen, leverer Andreas Nederland og Mikkel Straarup Møller historien. Der er drøn på, og det er herligt grinagtigt.
Om Andreas Nederland
Om Mikkel Staarup Møller
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside