Skrædderkaninerne og Bingobjørnen rejser i tiden 

‣ Forfatter: Marie Priem

‣ Illustrator: Marie Priem

‣ Forlag: Papirskoven

‣ Udgivelsesår: 2021 

‣ Pris: 324,95 

‣ Målgruppe:3-6 år

‣ Sidetal: 114

‣ ISBN: 9788799946235

”Ved du hvem Zig og Zag er? Det er de to skrædderkaniner, der bor i Papirskoven. Ved du, hvad en kanin er? Ja, det ved du vidst godt. Men ved du, hvad en skrædder er? 

En skrædder tegner mønstre på papir, klipper i stof og syr både i hånden og på symaskine. Det kan blive til alt muligt. Jakkesæt og luftballoner, for eksempel.  

Zig og Zag er både kaniner og skræddere. Det er derfor, de hedder skrædderkaniner.” 

Det er en lang historie, der er på mere end hundrede sider, men allerede på side syv har man en valgmulighed: ”Er du klar til at tage med skrædderkaninerne på en rejse i tiden? JA, gå til side 8, NEJ; gå til side 106”.

Vælger man Nej-løsningen, så står der ”SLUT” på side 106.

Der er nu ingen grund til at vælge Nej-løsningen. Der følger en lang historie om skrædderkaninerne, og der er heldigvis (for overskuelighedens skyld) klare overskrifter undervejs. Hvert kapitel afsluttes med en valgmulighed: ”Hvilken port skal skrædderkaninerne og Bingobjørnen vælge? FORTIDEN, Gå til side 16, EVIGHEDEN, Gå til side 42, FREMTIDEN, Gå til side 70.”

Der er megen tekst, det er en oplæsningsbog, og teksten følges godt på vej af Marie Priems meget detaljerede illustrationer. Her er mange små detaljer, der er sjove og underholdende.

Det er en poetisk bog, hvor der filosoferes en del over tidsbegrebet.

”Bornholmerur”, ”Brev””, ”Den røde tråd”, ”Enhjørning”, ”Hr. Weichsel”, ”Hyrdetime” ”Fontæne”, ”Mammut”, Ugler i mosen”, ”Mosefund” og ”Årringe” er ord, der forklares sidst i bogen. ”Brev” er eksempelvis: ”Et brev er almindeligvis betegnelsen for en skriftlig meddelelse, der sendes med en anden person. Før der fandtes mobiltelefoner og computere, sendte man mange håndskrevne breve til hinanden.”

Så ved man det. Og man bliver også mindet om, at læserne ikke nødvendigvis ved, hvad et ”brev” er.

Skrædderkaninerne og løgnhalsen fra tekanden, Skrædderkaninerne og Piraten i skuret og Skrædderkaninerne lytter til træerne er de foregående bøger i serien. Forfatteren og tegneren er Marie Prim. Det lille forlag bag udgivelsen ”Papirskoven” har forfatterens bøger som hovedudgivelse. Det er således et særdeles prisværdigt projekt, der er drevet af en forfatter og tegner, der virkelig gerne vil ud i verden. Det kommer hun også, ofte sammen med musikledsagelse til oplæsningen. 

Forfatter Marie Priem

Forlaget Papirskoven

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.