Som en tikken under huden

‣ Forfatter: Camilla Wandah

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2014

‣ Pris: 259,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 151

‣ ISBN: 9788763837866

Idun er Vårs storsøster. – På godt og ondt. I tilbageblik fortæller Vår deres fælles historie. Det er historien om et meget nært, men også kompliceret forhold.

Vår ser op til og beundrer sin to år ældre søster. Idun er smuk og begavet, hun er fuld af gode ideer og går altid foran, når de to piger er sammen. Det er for eksempel Idun der finder på, at de kan lege med det rå kød til wokretten, da de er på ferie hos deres mormor som børn.

Men det er også svært at have en søster, som tager alt opmærksomheden. Da Vår har skoleveninden Sofie med hjemme, overtager Idun fuldstændig deres udklædningsleg og trumfer ved at hente deres mors brudekjole med ind i legen. Vår ved godt at de ikke må gå i moderens skab, men hun er loyal og tør ikke forråde søsteren.

Da Vår begynder i 1.g går Idun i 3.g og har tilsyneladende tjek på tilværelsen. Men da Vår møder sin søster med røde øjne på skolens toiletter, går det op for hende, at Idun har det svært i sin klasse.

Vår inviterer Idun med ind i sit spirende venskab med klassekammeraten Mads, som hun har hængt ud med siden den første dag på gymnasiet. De tre er rigtig meget sammen; de tilbringer frikvartererne sammen på gymnasiet og ses også hver dag efter skole.

Midt i 3.g tager Idun på studietur med sin klasse. Mads og Vår ses fortsat imens hun er væk. Først er det lidt akavet og føles tomt uden Idun, men en eftermiddag imens de læser lektier, bliver de enige om at massere hinanden for at slippe for bøgerne. Da Mads masserer Vår bliver hun varm og livlig og veksler mellem lysten til at holde vejret og angsten for at blive stakåndet. Mads vender Vår om, og holder hende tæt ind til sig. De er tæt på at kysse hinanden, men lige i det sekund deres læber rører hinanden, skubber Vår ham væk:

– Vores aftale, sagde jeg. – Vi er venner. Alle tre.
– Derfor kan vi vel godt …
– Nej. Venner har ikke sex.
– Vi havde ikke sex. Mads tog fat i sin T-shirt. Trak den over hovedet.
– Vi har lovet Idun det, sagde jeg.
– Det er latterligt. Hvis man bliver forelsket, skal man da ikke holde det tilbage, bare fordi man har aftalt, at man er venner.

Da Idun kommer hjem er Vår fuld af skyldfølelse. Hun har svært ved at forholde sig til de følelser Mads vækker i hende: Det var de følelser, som Mads vækkede i mig, når han så på dig, og de var de følelser, der vækkedes, når han så på mig.

Kort efter Iduns hjemkomst, bliver de tre enige om at holde en fælles fødselsdagsfest – en kostumefest.

Imens pigerne gør sig klar til festen, proklamerer Idun, at hun er forelsket i Mads. Vår mærker hvordan vreden breder sig som en virus i hendes blod. Men hun siger ikke noget.

Under festen finder Idun og Mads sammen og bliver kærester.

Da foråret kommer lejer Idun, Mads og Vår et sommerhus, hvor de kan læse til eksamen. Efter et par dage bliver Idun ringet op og får at vide, at hun har vundet en plads i en tegneworkshop. Hun må af sted dagen efter og efterlader Mads og Vår alene i sommerhuset. Ganske langsomt vækkes kærligheden imellem Mads og Vår og det viser sig, at der er mere end som så, der binder dem sammen.

Det bliver begyndelsen på enden for Vår. Kan hun elske og begære sin søsters kæreste? Kan Mads tillade sig at lade Vår ødelægge forholdet til sin søster? Og kan Idun tillade sig at tage Vårs bedste ven og store kærlighed fra hende?

”Som en tikken under huden” er en velskrevet ungdomsroman om at turde give slip og kaste sig ud på dybt vand. Helt derud, hvor der er fare for at man mister sig selv – men også chance for at opleve den store og altopslugende kærlighed.

Romanen er skrevet i en meget troværdig jeg-fortæller af forfatter Camilla Wandahl, som er virkelig dygtig til at skrive for og om unge piger. Hun har en rigtig fin føling med hvad der rør sig i et pigesind og formår at skrive til sin målgruppe, så læseren føler sig set og forstået gennem litteraturen.

Romanens forside sælger desværre ikke bogen så godt, så her er tale om en rigtig god bog, der bør formidles af dygtige bibliotekarer og dansklærere.

Bogen anbefales til de ældste folkeskoleelever og gymnasiet. Den vil være rigtig fin at inddrage i undervisningssammenhæng, fx som hovedværk i dansk.

http://camillawandahl.blogspot.dk/

http://www.forfatterweb.dk/

http://rosinante-co.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Eva Schelke

Eva er uddannet lærer og skolebibliotekar og er ansat på Korskildeskolen, hvor hun underviser i dansk i overbygningen og arbejder i team med folkebibliotekets folk på skolens integrerede bibliotek. Glæden ved en god bog har hun med helt fra barns ben. Begge hendes forældre læste op for Eva og hendes søskende fra de var helt små. I skolealderen læste hun stort set hele skolebiblioteket og var en flittig gæst på folkebiblioteket. På seminariet fik Eva øjnene op for 90’ernes børne- og ungdomslitteratur - og siden har hun været hooked. Hun er vild med at læse og arbejde med bøger og billedbøger til børn og unge og elsker at formidle dem. Eva har en forkærlighed for de lidt skæve og vilde bøger til børn og unge – fra billedbøger til ungdomsromaner.