Der er smukke fliser på gulvet. Hvis man altså ser bort fra det tykke lag støv, der ligger oven på dem. Alma laver et fodspor og griner. Det gør Sofus også. Så laver de flere. På kryds og tværs i rummet. Indtil de med ét står stille og holder op med at grine. For foran en stor trappe, der fører op til 1. sal, ser de noget: Et fodspor… som de ikke selv har lavet. Det er langt og smalt og ser ud, som om de midterste tæer mangler.
Tvillingerne Sofus og Alma er taget med deres forældre på sommerferie. De skal bo på et gammelt slot, hvilket børnene umiddelbart synes virker lidt kedeligt. Men allerede da de er ved at pakke ud, dukker et mystisk fodspor op i støvet på trappen – tilsyneladende et fodspor fra en, der går uden sko, og som mangler flere af tæerne!
Om natten vågner Sofus og skal tisse, men han tør ikke selv gå ud på de lange, mørke gange, så han vækker Alma, og da de sammen bevæger sig ud i det mørke slot, begynder der at ske særdeles dystre ting og sager. For der er blodspor på gangen, og håndvasken på badeværelset er også fyldt med blod. Og da to ugler og en krumbøjet olding pludselig dukker op på gangen, tager begivenhederne fart.
Det er altid lidt tricky at anmelde en gyser – for nysgerrigheden skal naturligvis pirres, men samtidig må man ikke røbe for meget af handlingen. Jeg kan dog godt afsløre, at her er smæk for skillingen, hvis man kan lide et godt gys. Bare det, at historien finder sted på et gammelt slot, sætter allerede stemningen for resten af bogen. Uhyggen indfinder sig hurtigt, hvilket passer med at historien er for de yngre læsere. Her er der ikke plads til alt for megen indledning, for historien må gerne tage fart med det samme, så læseren hurtigt bliver grebet. Sproget er letflydende og dialogen troværdig, og teksten er sat med store typer, hvilket gør den dejligt læsevenlig. Bogen er bestemt anbefalelsesværdig til alle læsere af genren, og den vil nok især vække glæde hos de læsere, der normalt ikke rigtig gider det der med bøger.
Forsideillustrationen med en tegnet ugle og et dystert, mørkt billede af en ridder klædt i rustning og med sværd i hånden skal nok også fange mangt en ivrig læser, måske især drengene.
Forlaget skriver bag på bogen, at den er en del af serien ”Mini-roman – den daglige læsefitness”. Det er for så vidt rigtig fint. Det er dog ærgerligt, at de skriver, at serien handler om pigelivets temaer, for jeg synes bestemt, denne bog henvender sig til såvel piger som drenge, da den er en god, gedigen gyser.
Annie Bahnson har tidligere skrevet en pigebog (udgivet i Sommerfugleserien) og en mere humoristisk præget bog. Det er altså første gang, hun skriver noget i den mere uhyggelige ende af skalaen, og det gør hun virkelig godt.
