Kellen har forladt sit folk, jan’Tep, og er nu både lovløs og på flugt fra dusørjægere. Han er spellslinger og endda en ganske dårlig en af slagsen, han er ikke god til at lure, når der er fare på færde, og han er heller ikke god til at gemme sig. Kort sagt er Kellens odds for at overleve ganske kummerlige ved bogens start.
Kellen har to følgesvende. Den ene er den tyvagtige og arrige egernkat Reichis, der kan tale, men som kun Kellen er i stand til at forstå. Og det tredje ben i den alternative trio er argosieren Ferius. Argosiere er mystiske og ofte rapkæftede nomader. Ferius er Kellens mentor, der skal hjælpe ham med at overleve som lovløs – en opgave, som hun efter Kellens opfattelse ikke løser synderligt godt.
Kellen lider af Sorteskyggen eller Dæmonpesten. Det er en smertefuld sygdom, der, så vidt Kellen ved, kun rammer et fåtal mennesker og kun hans eget folk. På sin vej møder han dog pigen Seneira, der også lider af Sorteskyggen, og gennem dette møde fornemmer han, at der er noget mystisk i gære. Han sætter sig for at finde årsagen til Sorteskyggeepidemien, og hurtigt bliver den umage gruppe viklet ind i et farligt eventyr og en kamp mod magtfulde modstandere.
Sorteskyggen er en rigtig god bog. Både hvad angår opbygning, karakterer og plot lever den til fulde op til kriterierne for en fængslende historie. Der er skrevet meget litteratur inden for fantasygenren, men forfatteren formår alligevel at tilføje enkelte nye og godt tænkte elementer til magiens og fantasygenrens forunderlige verden. Bogen er ikke et litterært mesterværk, men forfatteren forstår at fange og binde læseren til handlingen i en grad, så bogen er svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang. Teksten er meget let læst, og kapitlerne – der typisk slutter med en cliffhanger – er så korte, at man sagtens kan nå at tage et kapitel til, mens pastaen koger, uden at man risikerer at skulle lægge bogen fra sig midt i en spændende sekvens.
Derudover er bogens hovedpersoner ganske elskværdige – dog på hver deres måde. Kellen har man til at starte med så ondt af, at man bare vil hjælpe ham. Og egernkatten holder man af, fordi den på trods af sine morderiske tendenser, altid har en morsom kommentar på rede hånd og dermed bidrager til at gøre bogen humoristisk. Ferius og argosierne i det hele taget er spændende karakterer på grund af deres mystiske fremtoning og væremåde. Generelt forholder det sig sådan for alle karaktererne, at der sker noget med dem i løbet af historien, og det giver historien tyngde.
Med Sorteskyggen er man underholdt fra start til slut. Har man en svaghed for f.eks. The Dark Tower (uden at sammenligne dem i øvrigt!) og lignende fantasyhistorier, kan man roligt kaste sig over Spellslinger-serien, som indtil videre består fem bøger, hvoraf de første tre er oversat til dansk.
Sebastien de Castell
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læse- og lydprøve
