Morten Dürr har et langt og vigtigt forfatterskab bag sig, bestående af henholdsvis lette, sjove og underholdende titler og så langt alvorligere titler om væsentlige samtidsemner. Blandt nogle titler kan nævnes billedbogen Marias dukke, mesterligt illustreret Lars Gabel, hvor læseren møder lossepladsbørn, og romanen Det skjulte kort om de tyske drengesoldater, der blev sat til at rydde minefelterne på den jyske vestkyst, samt den gribende fortælling, illustreret af Lars Hornemann, om pigen Aminas mislykkede flugt i båd over Middelhavet Zenobia.
Sortesøen rummer 12 fortællinger, som Morten Dürr kalder ikke-eventyr, iklædt eventyrtræk og en skrevet kortfattet karsk mundtlig fortællestil.
Morten Dürr fortæller, at fortællingerne i Sortesø tager udgangspunkt i hans vandreture i de store skånske skove og mødet med steder, hvor fortidens mennesker har sat deres spor i naturen i form af stendiger, en kalkgrotte, øen som var en helle i krige og endelig en galgeeg, hvor snaphanerne blev hængt. (Læs mere herom i Gøngehøvdingen).
De 12 ikke-eventyr er kendetegnet ved, at de IKKE ender godt, som det så ofte gør det i eventyrets verden. Her leves der ikke lykkeligt til verdens ende. Her maser nutidens store problemer sig ind i de historiske rammer i form af krig, flygtningekrisen, klimakatastrofen, forurening, grådighed og religiøs fanatisme. Temaer vi kender alt for godt, og som minder om De syv dødssynder.
De 12 historier fra de tavse skove er ikke fortællinger, man bliver glad i låget af, men fortællinger man kan blive meget klogere af. Magt og især afmagten er i fokus og sender en hilsen til alle de, der ikke arver prinsessen og det halve kongerige.
Fortællingerne sender hilsener tilbage i form af de valgte navne og i sprogbrugen, ordvalget og den lidt nøgne og barske fortællestil. I en formidlingssammenhæng vil Sortesø passe som fod i hose til Kenneth Bøgh Andersens, Benni Bødker og John Kenn Mortensens grumme Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge, som også er et opgør med eventyrgenren og disneyfiseringen af denne. Sortesø er illustreret med forfatterens sort/hvide fotos af blade, der smukt understreger stemningen i bogen. Morten Dürrs dunkle Sortesø fortjener at blive læst, både derhjemme og hvor unge ellers færdes. Det er altid godt at tage udgangspunkt i en god fortælling, når væsentlige emner er på dagsordenen.
