”Milo vender sig mod mig
Han spørger hvordan det var at vokse op på Bornholm
Om det ikke er sådan noget med indavl og incest
Alle knepper alt, der kan kravle?
Victoria siger: jeg tror, det er Jylland, du tænker på nu.”

Det er hovedpersonen, fortælleren af historien, der her er i selskab med nye venner i København. Hun er flygtet fra Bornholm, hvor der er sket noget i hendes familie. Hendes bror Lucas bliver ved at følge efter hende, og det er en umulighed, for han er død:

”Jeg nægter at snakke med en, der har slået sig selv ihjel,
Nu skal du lade mig være i fred.”

Bogen er skrevet som et langt prosadigt. Det er en smuk, rørende, krads, skarp, usentimental fortælling om svigt, tab og skyld. Kan man flygte fra sig selv? Nej, det kan man ikke. Man kan gemme sig i fest og rastløshed, men med 3000 kroner på kontoen er det alligevel ikke så lang tid, man kan feste uden fremtid. Det beskriver Caroline Ørsum på fremragende vis i sit poetiske, præcise men også meget realistiske sprog:

”jeg kan lugte snapsen i hans ånde
Det savn, der spirer i mit bryst har ingen stedsans”

På et tidspunkt kommer hun med Milo og vennerne til Berlin, her skal de crashe hos Milos bror:

”en brun dør med graffiti på
Jeg havde ikke forestillet mig et kollektiv
Lejligheden ligger på tredje sal og virker kæmpestor
Den ligner noget, som narkomaner ville klage til
Kommunen over.”

Det er en tynd bog, den er på 140 tynde sider, men den har et tungt indhold.
Det er en bog, man gerne vil læse med elever i 8. 9. eller 10. klasse.

Links:

https://www.gyldendal.dk/produkter/splinter-af-lys-9788702387612
https://www.carolineoersum.dk/